Hvad er kunst?

Det er en diskussion som popper op i forskellige sammenhæng, fra tid til anden. Og jeg oplever egentlig at der er en eller anden form for berøringsangst overfor emnet.
I hvert fald sker det som oftest, at der er en eller anden stiltiende aftale om at vi ender med at sige ”kunst er et subjektivt begreb, og ingen kan sætte sig til dommer over hvad der er kunst og hvad der ikke er kunst”.

Det er som om sandheden er vedtaget til at være: ”Alt hvad jeg laver, med min fysiske eller min virtuelle pensel er kunst og jeg er kunstner, hvis jeg selv mener det. måske endda noget så fint som Autodidakt kunstner”

Men er det nu rigtigt? Er alt der er klattet ud på et lærred, lavet og printet ud fra computeren, banket sammen af gammelt træ/papkasser /stof,  kunst? Bare fordi den der laver det siger at det er kunst og kalder sig selv for kunstner?

Spørgsmålet er interessant, synes jeg, og ind i mellem synes jeg at det er mere interessant end andre gange.

De gange jeg synes spørgsmålet er mest interessant er når jeg når kvalmepunktet over at blive konfronteret med farveklatter der bliver lanceret som kunst, alt imens ”kunstneren himler op om at ingen viser interesserer for det vedkommende laver, og at vedkommende finder det uretfærdigt at der ikke er salg i ”kunsten” (og der er altså ikke tale om én konkret person her – der er mere tale om et fænomen)

Ind i mellem, konfronteret af ovenstående, tænker jeg ”det er fandme ikke kunst det der – det er dekoration – det er flotte farver”.

Hvorefter jeg hurtigt slår mig selv i hovedet med ”Det kan du jo altså ikke afgøre, det er jo bare din mening, så ti stille og accepter at smag og behag er forskelligt”.

Men det kan jo ikke være rigtigt at bare fordi jeg siger at dette (nedenstående) er kunst så er det kunst. Eller sagt på en anden måde – bare fordi jeg synes jeg er godt til at ordne have (det er jeg så ikke) så har jeg ret til at kalde mig en gartner.

Der må være noget universelt der definerer begrebet kunst.

Jeg gik på opdagelse – og flere kloge og dygtige kunstnere har skrevet kloge ting om begrebet kunst. Blandt andet Daniel Goldenberg der har skrevet artiklen Hvad er kunst og Karin Lykke Waldhausen (søg på ”kunstens historie” på siden Myartspace.dk)

Og så fandt jeg noget på Wikipedia, som faktisk taler meget godt til mig. Og som både giver mig ret i mine påstande om at ikke alt er kunst, men samtidig også piller mig lidt ned – faktisk kan ovenstående billede være kunst, hvis bare det opfylder tre kriterier.

Artefakt: Der skal være tale om et artefakt. (et menneskeskabt objekt)

Intentionalitet: Artefaktets intentionalitet skal rumme intentionen om at være kunst.

Primær egenskaber: Artefaktets primære egenskab skal være den kunstneriske.

Analyserer man værker ud fra ovenstående, så er der altså en del der ryger ud. Men der er også en del af det, som jeg ikke synes der er kunst, som må blive i kategorien kunst.

Men værker der primært er frembragt for at sælge, eller for at opnå en eller anden form for anerkendelse, det er ikke kunst. Det er forretning eller terapi.

Som kunstner skal man ikke hyle over at vennerne ikke klapper i hænderne, og man skal ikke hyle over at man ikke sælger. Man skal kunne leve i det fordi det man laver er kunst hvis formål alene er at være kunst.

Værket ovenfor står ikke distancen – det er frembragt for at illustrerer en pointe, kunsten er ikke intenderet og det primære formål er ikke at være kunst

Tak for ordet – nu kan jeg trække vejret igen