Julen på hæld

Julekalenderen som Maj hængte op til mig, midt i november er tom. Hver decemberdag op til jul, har den givet mig kærlige og gode ord med på vejen. Det har været en daglig glæde at åbne den, og det er bestemt anbefalelsesværdigt at lave sådan en kalender til en man holder af. Et enkelt julebendel, med 24 små sedler, hver med deres lille godmorgen hilsen.

Og det blev faktisk en juleaften der indeholdt flere “gør det selv” gaver. Og det er sgu da helt skønt, er det ikke? det synes jeg i hvert fald.

Selv fandt jeg inspirationen til bedsteforældregaven, hos Heidi (knæhøj karse), der havde et indlæg om at få printet Instagrambilleder.
Wupti, her var gaven til bedsteforældrene – Et vendespil lavet af instagrambilleder med deres børnebørn på. Lagt i en fin hjemmedekoreret æske.

Og den julekvikke har måske bemærket den lille buttede træting i hjørnet af billedet ovenover?
Min far havde været i gang ved drejebænken og havde lavet de smukkeste træfugle til os. De gjorde meget stor lykke.

Men inden alt det med gaverne, havde børnene lavet bordkort. En rigtig god måde at få tiden til at gå på, på denne højspændte juleaftensdag.

Nu er julen ovre og har efterladt glæde over det som var og det som kommer. Jeg sidder her og glæder mig til jeg skal have flyttet indholdet af min pung over i den nye pung.

Til jeg skal til koncert

Og over at jeg nu har en lækker rygsæk til alt mit fotoudstyr.

Rigtig glædelig hverdag til alle

Kursus:
Har du lyst til at blive god til Photoshop – Så kig ind på mine kursussider. Næste kursus afholdes d. 16 – 17 februar