Der er forskellige steder rundt omkring i landet hvor jeg mærker den der “uhhh nu kom jeg hjem” agtige følelse.
Et af stederne er ved Limfjorden, altså uanset at jeg er landet et sted ved Limfjorden hvor jeg aldrig har været. Der er bare noget over luften, duftene, stenene, lyden af vand, klinterne, engarealerne der sender mig lige tilbage til nogle af de bedste barndomsminder. Og så bliver jeg sådan lidt naturgrådig. Jeg kan slet ikke få nok når jeg står derude.
Ved Ulbjerg klint, kunne jeg nærmest høre min mor sige “Det er porfyr” – i mine barneøre lød det som om hun bare vidste alt om sten. Sandheden er nok at hun kendte navnet og vidste hvordan stenen så ud.
Men smukke var de. Porfyrstenene og alle de andre strandsten.
Men det var nu ikke svært at holde afstand, for der var sådan set ikke ret mange mennesker på gaden.
Jeg ved ikke hvor mange gang jeg skal sige til mig selv “det er godt nok en mærkelig tid denne”, før jeg helt forstår det?
Men det er sgu svært at forstå, og svært at forstå at verden nok ikke vender helt tilbage til “som den var engang” hvordan den så end var?
Vi kan nok sagtens finde en masse fine formuleringer frem om, at der i kriser også er gaver – og det er der nok, men vi kommer sikkert til at famle os frem for at finde dem.
I går besluttede jeg mig til at gå en tur ud i byen, for at opleve byen på en tirsdag eftermiddag kl ca. 13 i en coronatid.
Det var både tomt, mærkeligt, halv og hel trist og normalt.
Tomheden
Det mærkelige
Det triste
“Hej frøken, du skal tage et billede af min kæreste. Han er kommet til skade.” Forsigtigt tager hun om hans hoved og drejer det og jeg kan se at han er forslået. Hun fortæller at nogen har sparket ham i hovedet. Og at deres ven er gået efter hjælp nede på “Hus Forbi” På behørig afstand, tager jeg det billede hun gerne vil have at jeg tager. Tak siger hun, hav en rigtig god dag.
Det bliver jeg i hvert fald. Og ind i mellem så synes jeg også at nyhedsstrømmen bliver overvældende. Jeg får behov for at trække mig væk fra den corona virkelighed vi står midt i.
Og selv om vi lige nu er blevet meget begrænset i vores udfoldelsesmuligheder, så er der stadig ting som vi kan og som måske kan afhjælpe rastløsheden lidt.
Mindfull photowalk kan være et redskab. Vi kan godt gå en tur ud i naturen – eller bare ud i haven, eller måske helt nært, bare ud på altanen. Det behøver ikke at tage mere end 10 – 15 minutter. Så arbejder du hjemme kan du gøre det i en pause.
Mindfull photowalk handler om at skærpe dine sanser på det der er lige her og nu, lige foran dig. At finde et blad eller en vissen blomst og undersøge alle detaljerne fra alle vinkler. Op i mod solen, i modlys, i skygge, i bevægelse, i sammenhæng med andre planter… Bare undersøg med dine øjne og dit kamera.
Tag din mobiltelefon i hånden og brug kameraet til at fange detaljerne i naturen. (sæt den evt. på flytilstand så du ikke forstyrres) Find en solrig plet og lad den være det sted, hvor du fordyber dig og oplever at rastløsheden erstattes af flow.
Har du et kamera, kan du jo også bruge det – men du behøver ikke andet end din telefon.
Ud over roen får du også en stak smukke naturbilleder som du kan lege lidt med. Fx i den gratis app “Snapseed” som fåes både til android telefoner og til iPhone.
Sidst jeg var ude i haven for at lave lidt mindfull fotografering kom der disse skønne billeder ud af det.
