Tag-arkiv: Streetart

Kom sol kom forår…

Street fotografering er simpelthen oplevelse, på oplevelse, på oplevelse. En tur ned af det Aarhusianske strøg er én lang fortælling.
Om mennesker, om relationer, om gøremål og om så meget andet.

Prøv det.

Tag dit kamera i hånden, gå en tur ud i byen (det behøver ikke være i Aarhus 8-) ) skyd fra hoften, find skøre vinkler, find byens kendetegn, opdage mennesker i bevægelse  – kort sagt leg dig gennem et par timer med dit kamera i hånden.

Lad være med at tænke på alt det tekniske, rigtige indstillinger, afstand og lys. Og lad være med at bekymre dig om hvilket kamera du skal bruge. det bedste kamera er det du har ved hånden. Man kan tage fantastiske billeder med mobiltelefonen.

Giv dig selv den kunstneriske frihed til at skabe historier, med dit kamera og med den efterfølgende redigering. Gør du det så lover jeg dig, at du kommer hjem med “gode historier”. At streetfotografere er ren storytelling.

Her er et par eksempler fra en efterårs dag på Strøget i Aarhus. Digt selv videre

 

Streets of Randers

Nu arbejder jeg i Randers, min arbejdsplads ligger lige inde midt i Randers, så det ligger jo lige til højrebenet at gå ud i byen og fotografere lidt.

Streetfotografering er en disciplin der tiltaler mig meget. Det er så sjovt at gå rundt og observere og indfange mennesker og situationer. Men det er faktisk også lidt grænseoverskridende.

Det bliver lidt nemmere hvis man fotograferer med sin telefon. Det er lidt nemmere at skjule at man fotografere og man kan få fat i nogle lidt sjovere situationer. Manden der samler sin hunds efterladenskaber op, kunne jeg jo ikke have fotograferet med mit store, og meget lidt diskrete, kamera, men det lykkedes med telefonen, fordi jeg bare kan blende ind og lade som om, jeg laver noget andet på telefonen.

Jeg ville gerne lave en fortælling med billederne, jeg ville gerne at du skulle med mig rundt i byen og opdage byen sammen med mig.

Følg med…

Den Italienske kvinde

Inde midt i det labyrintiske Vendig mødte jeg denne skønne kvinde midt i en pause. Jeg elsker disse helt vidunderlige billeder der i sig selv fortæller lige den historie vi har lyst til at høre.

Billederne er et levende bevis på at man ikke behøver det store udstyr for at fange det essentielle. Billederne er taget med min iPhone6 og redigeret i Adobe Lightroom

Nyd hendes historie

This is Aarhus

Det fascinerende ved at kunstfotografere er hele skaberprocessen – Jeg ved ikke rigtigt hvor det bærer hen og hvad det er jeg har med mig hjem. Jeg går ud med én ide, og kommer måske hjem med noget helt andet.

I går var tanken at bruge noget tid nede på Aarhus havn. Det område hvor strandbaren ligger.

Det virker som om at det hele skal ommodelleres, der brækkes op, der fyldes på, der rives ned og der bygges nyt. Faktisk synes jeg at det var helt vildt inspirerende at gå rundt i.

Midt i det hele, midt i kaos, midt i asfalt der er brækket op, ved siden af en rusten campingvogn, går kærestepar hånd i hånd, folk står og fisker og enkelte sidder bare og nyder solen.

Hjemmefra havde jeg tænkt, at jeg ville lege med lyset og fange detaljerne.
Men jeg tror faktisk at jeg ubevist søger at fortolke det som jeg er optaget af. Nemlig det kaos der er i verden, lige ved siden af den ro, hygge og harmoni der også er.

At arbejde med og bearbejde det kontrastfyldt. Det var det billederne ville. Kunstens væsen, at fortolke verden.

 

Fra en anden vinkel

Forleden eftermiddag – Nå ja, meget sidst på eftermiddagen – gik jeg en tur i Aarhus midtby, sammen med mit kamera. Ideen var at se byen med lidt andre øjne. Måske fange en stemning eller to.

Til formålet havde jeg, inden jeg gik hjemmefra opstillet et par regler for mig selv.

  • Se motivet som var det sort/hvidt
  • Skab bevægelse
  • Fang bevægelse
  • Det må gerne være lidt råt/skævt

Det er en fantastisk øvelse at gå rundt i mørket, indstille kameraet så jeg kunne følge de opstillede regler og fange stemninger. Det er generelt en rigtig rigtig god øvelse at opstille regler der skal følges i den kreative proces. Lige der i det spændingsfelt kan man faktisk skabe noget nyt og interessant.

Her er et par bud

byen i bevægelse--2_lille byen i bevægelse-1136_L byen i bevægelse-1172_L byen i bevægelse-1199_L byen i bevægelse-1242_L byen i bevægelse-1270_L