Tag-arkiv: fotosafari

Stilhed er det virkeliges sprog

En søndag først i april hvor vejret viser sig fra sin allermest forårsagtige side, slår jeg en tur omkring Mindeparken, hvor der udspiller sig et fantastisk liv.
Naturen er på vej til at udfolde sin pragt og ved et langt bord sidder en stor gruppe italienske unge. Jeg gætter på at de er udvekslingstudenter.
Rundt om på plænen leger børnene, unge kærestepar går med hinanden i hånden. Et par, lidt mere voksne men dog lidt flirtende, slentre afsted og jeg gætter på at de er på deres første date.
Grupper af mennesker samles og griller mad der dufter så skønt at jeg ikke kan tænke andet end “længe leve mangfoldigheden”.

Tæt ved Mindeparken – faktisk lige på den anden side af Kongevejen ligger Forstbotanisk Have. En oase af stilhed og skønhed. Lige indenfor i haven står en sten med påskriften “Stilhed er det virkeliges sprog” Et citat fra en eller anden med det smukke navn Sanyata

Og stilhed det er der, eller rettere naturens stilhed, fuld af helt vidunderlige lyde. (Husk at skrue op for lyden)

Og skønhed var der, i overmål.

Kom sol kom forår…

Street fotografering er simpelthen oplevelse, på oplevelse, på oplevelse. En tur ned af det Aarhusianske strøg er én lang fortælling.
Om mennesker, om relationer, om gøremål og om så meget andet.

Prøv det.

Tag dit kamera i hånden, gå en tur ud i byen (det behøver ikke være i Aarhus 8-) ) skyd fra hoften, find skøre vinkler, find byens kendetegn, opdage mennesker i bevægelse  – kort sagt leg dig gennem et par timer med dit kamera i hånden.

Lad være med at tænke på alt det tekniske, rigtige indstillinger, afstand og lys. Og lad være med at bekymre dig om hvilket kamera du skal bruge. det bedste kamera er det du har ved hånden. Man kan tage fantastiske billeder med mobiltelefonen.

Giv dig selv den kunstneriske frihed til at skabe historier, med dit kamera og med den efterfølgende redigering. Gør du det så lover jeg dig, at du kommer hjem med “gode historier”. At streetfotografere er ren storytelling.

Her er et par eksempler fra en efterårs dag på Strøget i Aarhus. Digt selv videre

 

Billeder billeder billeder

Jeg tager billeder hele tiden, af alt muligt. Det tror jeg rigtig mange mennesker gør. Alle, eller næsten alle, eller i hvert fald mange, har en smartphone klistret fast i hånden eller i hvert fald ret tæt på hånden så man hurtig lige kan tage et billede.

Vi dokumentere, vi fortæller historier, vi husker og vi deler oplevelser – billeder er så stor en del af vores liv. Facebook, instagram, snapchat, mms, blogs m.m

Jeg fotograferer stort set alt hvad jeg gør – og jeg elsker det – her i weekenden har jeg fotograferet da jeg var rundt i Aarhus, da jeg var i skoven, da jeg var på Aros, da jeg var nede på “Streetfood” – jeg synes at kameraet skærper mine sanser. Jeg er hele tiden opmærksom på motiver og jeg er hele tiden opmærksom på historierne på min vej.

Jeg vil så gerne fastholde alt det sjove, spændende, smukke og specielle som jeg støder på og jeg vil så gerne at alle andre skal have de samme oplevelser – og det er nok det der driver mig til at tage billeder.

Nå ja og så elsker jeg den kreative proces det er at jagte det gode billede og efterfølgende, i redigeringen, forsøge at skabe det endnu bedre billede.

Hvorfor tager du billeder, hvor og hvornår tager du billeder og hvordan bruger du dine billeder?

Transformation

Der stod jeg og kiggede ud på en dag der ikke var ret meget andet end grå og våd og tænkte at det faktisk ikke lige var det jeg havde regnet med og planlagt. Jeg skulle jo ud og tage billeder. jeg skulle ned til byen og lave noget street fotografering. Men nej ikke i det her vejr.

Henter mine gummistøvler og min regnfrakke i bilen og går en lille tur i boligområdet og pludselig er dagen faktisk ikke så grå og kedelig mere. I detaljen findes liv, farve, lys og kraft.