Tag-arkiv: blomster

Stilhed er det virkeliges sprog

En søndag først i april hvor vejret viser sig fra sin allermest forårsagtige side, slår jeg en tur omkring Mindeparken, hvor der udspiller sig et fantastisk liv.
Naturen er på vej til at udfolde sin pragt og ved et langt bord sidder en stor gruppe italienske unge. Jeg gætter på at de er udvekslingstudenter.
Rundt om på plænen leger børnene, unge kærestepar går med hinanden i hånden. Et par, lidt mere voksne men dog lidt flirtende, slentre afsted og jeg gætter på at de er på deres første date.
Grupper af mennesker samles og griller mad der dufter så skønt at jeg ikke kan tænke andet end “længe leve mangfoldigheden”.

Tæt ved Mindeparken – faktisk lige på den anden side af Kongevejen ligger Forstbotanisk Have. En oase af stilhed og skønhed. Lige indenfor i haven står en sten med påskriften “Stilhed er det virkeliges sprog” Et citat fra en eller anden med det smukke navn Sanyata

Og stilhed det er der, eller rettere naturens stilhed, fuld af helt vidunderlige lyde. (Husk at skrue op for lyden)

Og skønhed var der, i overmål.

Transformation

Der stod jeg og kiggede ud på en dag der ikke var ret meget andet end grå og våd og tænkte at det faktisk ikke lige var det jeg havde regnet med og planlagt. Jeg skulle jo ud og tage billeder. jeg skulle ned til byen og lave noget street fotografering. Men nej ikke i det her vejr.

Henter mine gummistøvler og min regnfrakke i bilen og går en lille tur i boligområdet og pludselig er dagen faktisk ikke så grå og kedelig mere. I detaljen findes liv, farve, lys og kraft.

Gå efter lyset

I lyset findes skønheden. En halvvissen blomst, der fanges af solens stråler lige der midt i skyggen er svær at konkurrere med.

Giv dig selv en udfordring, gå ud og fang lyset, find de motiver som lyset tegner og nyd skønheden.

Lyset, detaljerne, farverne, kontrasterne – fang det med dit kamera.

Mobilen kan også – med lidt hjælp

Indrømmet jeg er en gadget nørd…

Da jeg havde en iPhone 4s købte jeg et lille tele objektiv til min telefon. Det var ret fascinerende at kunne zoome så meget ind. Og mer vil ha mer… jeg ønskede mig og fik et Olloclip, også til min iPhone 4s. Men ret hurtigt efter fik jeg min iPhone 5s og så passede olloclip ikke mere. Nu har jeg en iPhone 6 og har lige købt et Olloclip der passer til den.

Jeg ventede i spænding og tjekkede “track and trace” flere gange hver dag og endelig i går fik jeg den. Men det var halvmørkt, da den helt vildt flinke postmand kom med pakken, så jeg kunne ikke rigtig prøve den af.

Det kunne jeg idag.
Indtil nu har jeg prøvet de to macro objektiver af.  Jeg mangler at lege med vidvinkel objektivet og med fisheye objektivet.

Macroobjektiverne er fantastiske. Her har jeg leget lidt med små (nogle af dem meget små) blomster fra haven.

Et par gode råd til dig der har lyst til selv at gå i gang med macrofotografering med mobilen.

  • Hvis det kan lade sig gøre så tag motivet med indedøre. Bare en smule vind kan give uskarpe billeder.
  • Brug evt. et stativ til din telefon. Jeg synes i hvert fald det er vildt svært at få det mega tæt på motivet og holde det der, håndholdt.
  • Sørg for at der er godt med lys
  • Brug evt. nogle kontrastfarver i baggrunden

Størrelsesforholdet kan du se her…

olloclip-37

Om at prøve sig frem og lære lidt

På facebook er jeg med i forskellige fotogrupper og dagligt glædes jeg over fantastiske billeder af dygtige fotografer og dagligt siger jeg til mig selv; “Det der vil jeg også kunne”. Og så er det sådan set bare at gå i gang.

Med at undersøge- hvordan gør man egentlig det der. Vejen til viden er dels at spørge i grupperne og dels at finde kurser på Lynda.com eller andre steder på nettet.

Her i weekenden har jeg øvet mig på to teknikker. At fotografere med lang lukketid og at macrofotografere. Det er så sjovt og jeg skal øve meget meget mere – for jeg vil være go.

Macrofotografering…

Nogle fotografer er i stand til at tage billeder af fx insekter, så man kan se dem i øjnene og næsten se at de smiler til kameraet.
Der er jeg ikke endnu – langt fra – faktisk går det bedst med blomster. Men de to brumbasser, som jeg dog godt synes kunne have vendt sig om af hensyn til fotografen, er nu blevet meget gode.

  • Lukketiden er lav (altså hurtig)
  • Iso rimelig høj
  • Blænde er lav

Lang eksponering…

Man kan få fantastiske effekter med lang lukketid – vandet bliver som et silkehav, farverne bliver stærke og klare – og mennesker i bevægelse bliver til spøgelser.
Havde skyerne bevæget sig så havde det også givet en effektfuld himmel.

  • Billederne er taget med en lukketid på 30 sekunder.
  • Jeg har brugt et ND filter for kunstigt at gøre det mørkere. kl. 21 var der stadig for lyst til den lange lukketid.
  • Blænden er indstillet til f/9 – f/11