oplevelser

Strandsten

Der er forskellige steder rundt omkring i landet hvor jeg mærker den der “uhhh nu kom jeg hjem” agtige følelse.

Et af stederne er ved Limfjorden, altså uanset at jeg er landet et sted ved Limfjorden hvor jeg aldrig har været. Der er bare noget over luften, duftene, stenene, lyden af vand, klinterne, engarealerne der sender mig lige tilbage til nogle af de bedste barndomsminder. Og så bliver jeg sådan lidt  naturgrådig. Jeg kan slet ikke få nok når jeg står derude.

Ved Ulbjerg klint, kunne jeg nærmest høre min mor sige “Det er porfyr” – i mine barneøre lød det som om hun bare vidste alt om sten. Sandheden er nok at hun kendte navnet og vidste hvordan stenen så ud.

Men smukke var de. Porfyrstenene og alle de andre strandsten.

Ikke kun får på vejen…

Jeg tænkte et par gange, mens jeg var på Island, “hvorfor er jeg ikke sådan en der fotografere dyr, sådan en som har udstyret til det og sådan en der sætter sig ned i timevis og venter på det rigtige skud”

Det ved jeg ikke hvorfor jeg ikke er, men det er jeg ikke. Men derfor kan man jo godt fotograferer et dyr når det alligevel lægger vejen forbi. 

Og der er andre dyr på Island end fårene på vejen… Og hvilken fryd at møde dem.

Når tiden er en anden

Det er som om tiden på Island ikke rigtigt følger med tiden i Google Map.
Som om man er nødt til at lægge tid til, når man vil fra A til B og Google Map fortæller dig at det tager 45 minutter.
Ofte tager de 45 minutter mindst 70 minutter. 

Måske er det fordi Google Map ikke ved, at der ind i mellem går får på vejen, og man derfor ikke kan holde farten?

Måske er det fordi Google map ikke ved at tågen ind i mellem er så tæt at det vil være ret tosset at holde farten?

Eller måske er det fordi Google Map ikke tager hensyn til at Island er så smuk og særlig at man konstant er nødt til at stoppe og nyde udsigten. Nyde det storslåede, nyde naturens kræfter eller bare nyde stilheden og tilstedeværelsen.

I hvert fald så skal man give sig selv lov til ikke at overholde tidsangivelsen.

Men godt at Google Map findes og gjorde det muligt at navigere sikkert fra A til B

 

Farverige verden

At vågne op en smule mismodig, lidt tung om hjertet og med nogen uro i kroppen…

For så at finde ind til roen, glæden, overskuddet, når man tjekker ind i den bedste fotovenindes have og sammen med hende, uden en masse ord, går på opdagelse i naturens detaljer.

Derude lægges alt det tunge om i hovedets bagerste “arbejdsværelse”.

At finde sit sted der i haven, hvor en lille vissen knop skal udforskes, med kameraet. I det skiftende lys. Forskellige vinkler. Og opdage, at lige her er der godt at være og her fyldes jeg op af alt det jeg manglede da jeg vågnede.

En helt stille lørdag

Med kameraet i hånden.  I naturen. Med fokus på det der nu er. 

En meditativ fotowalk skal gåes ind i sindet og kroppen. Jeg skal i hvert fald lige akklimatisere mig i forhold til det sted jeg nu er. Fornemme lyde, vænne mig til børnene der leger og nyder det fantastiske efterårsvejr, orientere mig i landskabet og mennesker og hunde omkring mig. Trække vejret og mærke fodfæstet.

Ligeså langsomt begynder jeg at afsøge detaljer og klikke på udløseren på kameraet.

Og så er jeg her bare og helt fri…