olympus

Se hvilken morgenstund…

“Se hvilken morgenstund…” Sådan indledes Benny Andersens “Svantes lykkelige dag”.

Hele stemningen i den vidunderlige sang indkapsler så smukt, min morgen ved en sø, ude i en skov.

Helt tidligt, lige før og mens solen står op over trætoppene. Et magisk eventyr, så smukt som det kan blive.

Disen der sammen med skøjteløberne danser hen over søen. Helt intimt smyger den sig om sivene og lader os åndeløse tilbage.

“Nina er gået i bad…” næææ men man kunne have ønsket sig en elverpige eller mand, rejse sig fra søen. Måske var de der, bag sivene ude i vandet?

Regnfuldt og roligt

Selv i regnvejr er Forstbotanisk have i Aarhus utrolig smuk og fuld af detaljer. Parken er ideel for ro og fordybelse.

“Fredfyldt Park” står der på skiltet over indgangen. På stenen i Parken tilføjes der “Stilhed er det virkeliges sprog”.

I går, i regnen i parken, afholdt jeg introkursus i Mindfull Fotowalk. Og det hele var helt som det skulle være. 

Tid til fordybelse, tid til bare at fokusere på detaljerne lige foran dig, tid til stilhed og tid til at snakke kameraindstillinger, kompositioner og lidt redigering.

Det var bare en god dag og jeg er dybt imponeret over deltagernes gå på mod – imponeret over hvordan de i bogstavelig forstand bare kastede sig ud i det. Og jeg er slet ikke i tvivl om at der skal laves endu et kursus.

Jeg har tidligere beskrevet metoden i det her blog indlæg 

 

De der tossede udtryk

Det der med at få nogle gode mennesker med på et fotoshoot, det er altså det bedste.

Jeg er vild med at arbejde med at finde gode, sigende, sjove, fine, rolige og nogle gange alvorlige udtryk… Altså i virkeligheden det der med at finde ind til og fange mennesket som jeg oplever det.

Faktisk så er der rigtig mange mennesker der har svært ved at slappe af foran et kamera – hvilket jeg godt kan forstå, for sådan har jeg det også.
Men når vi har været igang et stykke tid så sker der som regel noget… Så opstår magien – man slapper af, griner og nyder at være igang. Både model og fotograf.

Her er et par dejlige afslappende billeder fra de seneste fotoshoots.

Når man genkender inspirationen

Jeg er ret begejstret for den dansk/islandske kunstner Olafur Eliasson. Hvis du ikke lige ved hvem han er så er det ham der har lavet den smukke “Your Rainbow panorama” på toppen af Aros, kunstmuseet i Aarhus.

Første gang jeg stiftede bekendtskab med et af hans værker var i 2010 da hans værk “din blinde passager” var udstillet på Arken. En 90 m lang tunnel fyldt med tåge og henholdsvis koldt og varmt lys.

Jeg blev så begejstret og jeg kan huske jeg tænkte at den tur inde i tunnlen, især i det varme lys, gav en følelse af total lykke og frihed.

En tilsvarende installation, “Your atmospheric colour atlas” bare med flere farver, dukkede op på Aros i 2012 i forbindelse med Indvielsen af “Your Rainbow Panorama”. Det samme gjorde værket “Beauty” . begge helt vidunderlige installationer.

Og hvorfor bringer jeg så det op nu… Jamen fordi jeg lige har været på Island. Og undervejs opdager Olafur Elliason på en helt anden måde. 

Der midt på landevejen, mens jeg kører gennem en tæt tåge. Så tæt at jeg først kan se den modkørende bil når den er 1-2 meter fra mig. Der tænker jeg at jeg pludselig forstår Olafur Eliassons værker. At jeg måske har  set/følt/fornemmet hvor han har sin inspiration fra.

Men det var ikke kun værker jeg havde set som jeg genopdagede gennem den Islandske natur. I Reykjavik så jeg Koncerthuset Harpa. Eliasson har tegnet facaden, der består af geometriske former udført i glas og stål. 

For mig var der ingen tvivl om, hvor inspirationen kom fra, – de store geometriske lavablokke der er at finde mange steder på Island

Van(d)vittigt vildt

De der vandfald på Island er noget af det vildeste jeg har set – og jeg så kun tre af dem. Så vildt at man (jeg) næste kunne blive bange for den kraft der er i dem – som om de nærmest var dragende. Som om den vildeste buldren havde en kraft i sig, der på hypnotisk vis kunne trække én ind i vandmasserne.

Kraften er dog, på samme tid,  nærmest poetisk. Jeg fik følelsen af at stå midt i det hele – altså midt i det der betyder noget her i livet. Midt i naturens urkraft.

Det er smukt, det er stort og jeg elsker de billeder der kom ud af mine møder med vandfaldene. Godafoss, Dettifoss, og Selfoss.

Jeg synes det lykkedes mig at fange både kraften og poesien… Nyd billederne.