Naturfotografi

Månen og de lysende skyer

I går aftes var der delvist måneformørkelse. Og jeg synes faktisk at nattefotografering er ret sjovt og har potentiale i forhold til at lave nogle meget flotte billeder.

Jeg listede mig ud i natten for at finde et godt sted at fotograferer månen. Et godt sted, er for mig, der hvor der kan komme lidt mere med på billedet, end en blå himmel og en lysende måne.

Lige ved en jernbaneoverskæring ude i det mørke landskab – så mørkt som det nu bliver, her i de lyse nætters periode – parkerede jeg og gjorde klar.

Jeg ved ikke hvor interessant jeg synes månen var, men det hjalp lidt på det da der kom et par tog forbi – først den ene vej og derefter den anden vej. Det gav lidt liv til billederne.

Hvad jeg synes var en del mere interessant, var da jeg vendte mig om og kiggede i modsat retning af månen. Den smukkeste himmel med lysende skyer. Og klokken var 23.24… 
Jeg blev helt glad over så smukt og poetisk nattehimlen er.

Fotokunst på væggene

Nogle gange så tænker jeg ” hvad kan alle de billeder dog bruges til?” det er som om at fotokunst har en lidt mere besværlig vej til væggene end anden form for kunst har…

Men måske er det i virkeligheden bare en fejltænkning, for når man så ser sin fotokunst på væggene i en sammenhæng med den øvrige indretning, så ser det altså bare hamrende godt ud.

Er du interesseret i fotokunst på dine vægge, så send mig en besked.
Jeg har rigtig mange af mine billeder på lager og jeg kommer gerne hjem til dig og hjælper med at finde den helt rigtige fotokunst til dine vægge.

P.s. Billederne du ser på væggene er mine fotografier…

En helt stille lørdag

Med kameraet i hånden.  I naturen. Med fokus på det der nu er. 

En meditativ fotowalk skal gåes ind i sindet og kroppen. Jeg skal i hvert fald lige akklimatisere mig i forhold til det sted jeg nu er. Fornemme lyde, vænne mig til børnene der leger og nyder det fantastiske efterårsvejr, orientere mig i landskabet og mennesker og hunde omkring mig. Trække vejret og mærke fodfæstet.

Ligeså langsomt begynder jeg at afsøge detaljer og klikke på udløseren på kameraet.

Og så er jeg her bare og helt fri…