naturfotografering

Strandsten

Der er forskellige steder rundt omkring i landet hvor jeg mærker den der “uhhh nu kom jeg hjem” agtige følelse.

Et af stederne er ved Limfjorden, altså uanset at jeg er landet et sted ved Limfjorden hvor jeg aldrig har været. Der er bare noget over luften, duftene, stenene, lyden af vand, klinterne, engarealerne der sender mig lige tilbage til nogle af de bedste barndomsminder. Og så bliver jeg sådan lidt  naturgrådig. Jeg kan slet ikke få nok når jeg står derude.

Ved Ulbjerg klint, kunne jeg nærmest høre min mor sige “Det er porfyr” – i mine barneøre lød det som om hun bare vidste alt om sten. Sandheden er nok at hun kendte navnet og vidste hvordan stenen så ud.

Men smukke var de. Porfyrstenene og alle de andre strandsten.

Når naturen danser II

Min have er meget lille, som i rigtig lille. Og primært består den af et lille område med fliser. Alligevel formår den at være vild. Altså helt vild fuld af alt muligt jeg ikke har styr på…

Der vokser purløg op mellem fliserne, den chokolade mynte jeg plantede for et par år siden breder sig – og det samme gør mælkebøtterne. 

Lige nu er der en masse farver fra en masse forskelligt ukrudt. Alligevel må jeg sige at haven tager sig smukkest ud bag et makroobjektiv for her danser mælkebøtte frøene…

Klik på billederne i galleriet for en bedre visning

 

Se hvilken morgenstund…

“Se hvilken morgenstund…” Sådan indledes Benny Andersens “Svantes lykkelige dag”.

Hele stemningen i den vidunderlige sang indkapsler så smukt, min morgen ved en sø, ude i en skov.

Helt tidligt, lige før og mens solen står op over trætoppene. Et magisk eventyr, så smukt som det kan blive.

Disen der sammen med skøjteløberne danser hen over søen. Helt intimt smyger den sig om sivene og lader os åndeløse tilbage.

“Nina er gået i bad…” næææ men man kunne have ønsket sig en elverpige eller mand, rejse sig fra søen. Måske var de der, bag sivene ude i vandet?

Van(d)vittigt vildt

De der vandfald på Island er noget af det vildeste jeg har set – og jeg så kun tre af dem. Så vildt at man (jeg) næste kunne blive bange for den kraft der er i dem – som om de nærmest var dragende. Som om den vildeste buldren havde en kraft i sig, der på hypnotisk vis kunne trække én ind i vandmasserne.

Kraften er dog, på samme tid,  nærmest poetisk. Jeg fik følelsen af at stå midt i det hele – altså midt i det der betyder noget her i livet. Midt i naturens urkraft.

Det er smukt, det er stort og jeg elsker de billeder der kom ud af mine møder med vandfaldene. Godafoss, Dettifoss, og Selfoss.

Jeg synes det lykkedes mig at fange både kraften og poesien… Nyd billederne.

Ikke kun får på vejen…

Jeg tænkte et par gange, mens jeg var på Island, “hvorfor er jeg ikke sådan en der fotografere dyr, sådan en som har udstyret til det og sådan en der sætter sig ned i timevis og venter på det rigtige skud”

Det ved jeg ikke hvorfor jeg ikke er, men det er jeg ikke. Men derfor kan man jo godt fotograferer et dyr når det alligevel lægger vejen forbi. 

Og der er andre dyr på Island end fårene på vejen… Og hvilken fryd at møde dem.