Aros

Når man genkender inspirationen

Jeg er ret begejstret for den dansk/islandske kunstner Olafur Eliasson. Hvis du ikke lige ved hvem han er så er det ham der har lavet den smukke “Your Rainbow panorama” på toppen af Aros, kunstmuseet i Aarhus.

Første gang jeg stiftede bekendtskab med et af hans værker var i 2010 da hans værk “din blinde passager” var udstillet på Arken. En 90 m lang tunnel fyldt med tåge og henholdsvis koldt og varmt lys.

Jeg blev så begejstret og jeg kan huske jeg tænkte at den tur inde i tunnlen, især i det varme lys, gav en følelse af total lykke og frihed.

En tilsvarende installation, “Your atmospheric colour atlas” bare med flere farver, dukkede op på Aros i 2012 i forbindelse med Indvielsen af “Your Rainbow Panorama”. Det samme gjorde værket “Beauty” . begge helt vidunderlige installationer.

Og hvorfor bringer jeg så det op nu… Jamen fordi jeg lige har været på Island. Og undervejs opdager Olafur Elliason på en helt anden måde. 

Der midt på landevejen, mens jeg kører gennem en tæt tåge. Så tæt at jeg først kan se den modkørende bil når den er 1-2 meter fra mig. Der tænker jeg at jeg pludselig forstår Olafur Eliassons værker. At jeg måske har  set/følt/fornemmet hvor han har sin inspiration fra.

Men det var ikke kun værker jeg havde set som jeg genopdagede gennem den Islandske natur. I Reykjavik så jeg Koncerthuset Harpa. Eliasson har tegnet facaden, der består af geometriske former udført i glas og stål. 

For mig var der ingen tvivl om, hvor inspirationen kom fra, – de store geometriske lavablokke der er at finde mange steder på Island

Billeder billeder billeder

Jeg tager billeder hele tiden, af alt muligt. Det tror jeg rigtig mange mennesker gør. Alle, eller næsten alle, eller i hvert fald mange, har en smartphone klistret fast i hånden eller i hvert fald ret tæt på hånden så man hurtig lige kan tage et billede.

Vi dokumentere, vi fortæller historier, vi husker og vi deler oplevelser – billeder er så stor en del af vores liv. Facebook, instagram, snapchat, mms, blogs m.m

Jeg fotograferer stort set alt hvad jeg gør – og jeg elsker det – her i weekenden har jeg fotograferet da jeg var rundt i Aarhus, da jeg var i skoven, da jeg var på Aros, da jeg var nede på “Streetfood” – jeg synes at kameraet skærper mine sanser. Jeg er hele tiden opmærksom på motiver og jeg er hele tiden opmærksom på historierne på min vej.

Jeg vil så gerne fastholde alt det sjove, spændende, smukke og specielle som jeg støder på og jeg vil så gerne at alle andre skal have de samme oplevelser – og det er nok det der driver mig til at tage billeder.

Nå ja og så elsker jeg den kreative proces det er at jagte det gode billede og efterfølgende, i redigeringen, forsøge at skabe det endnu bedre billede.

Hvorfor tager du billeder, hvor og hvornår tager du billeder og hvordan bruger du dine billeder?

#RefugeesWelcome

Jeg var til demonstration i dag. Der var engang hvor jeg ofte var til demonstration. Den gang jeg var barn – dengang jeg var ung. Den gang hvor min mor og min mormor tog mig med til store demonstrationer i Århus. Det var dengang fredsbevægelsen fyldte meget, dengang hvor mange engagerede sig i kampen for fred i verden.

Fornemmelsen af af være del af noget større, fornemmelsen af at markerer en holdning, fornemmelsen af at være sammen med mange om noget vigtigt. De fornemmelser var gode og de fornemmelser genkendte jeg igen idag til den store demonstation i Århus, som bød velkommen til flygtninge.

Det var godt at stå der i Botanisk have og vide at vi var mange lige der, men også at tænke på at der var flere i København der  sagde velkommen og at der også ude omkring i Europa og resten af verden blev sagt velkommen til de mennesker, der er tvunget på flugt fra krig i deres land.

Jeg har været så ked af det, været så ked af den måde flygtningedebatten i Danmark har været. Ked af den hårde tone overfor og mistænkeliggørelse af mennesker der er flygtet fra de værste rædsler man kan forstille sig.

Men lige der, midt i det hele kan jeg mærke, at der er så mange gode mennesker der vælger at sige velkommen, og det er så godt at mærke.

Lige der, i Botanisk have hvor mangfoldigheden lever,

Demo-7559_L

Lige der, hvor den Norske direktør for Aros holder en kort men medrivende tale.

“…Standing here today is not a political issue, it is not about moral, it is not about right, it is not about wrong. It is about respect, it is about dignity and it is about compassion…”

Demo--4_L

Lige der, hvor vi vi var mange der bød de flygtninge der kommer til Danmark, velkommen

Demo-_L

Demo--3_LLige der hvor der er et fælles ønske om at bo i et land der opfører sig anstændigt

Demo-7537_LOg lige der, hvor manden bag mig, uopfordret holder sin paraply hen over hovedet på på mig, da regnen begynder

Demo-50_L

Lige der, er der bare godt at være.

På tur med min iPhone

Aarhus havde klædt sig i sine smukkeste klæder, og viste stolt frem, alt hvad byen havde at byde på. Hvilken fornøjelse det er at vandre rundt i byen og betragte, op og ned, udover og lidt lige ud.

I solen myldre folk i gader og stræder, og slapper af ved Åen – og så er der god plads på byens stolthed, hvor både det uforståelige og det der bare taler lige ind i hjertet, findes side om side.

Med min iPhone i hånden, rundt i Aarhus – Enjoy

Billederne er redigeret med appen Snapseed og efterfølgende rettet lidt til i Adobe Photoshop Lightroom 6

Weekend hygge og kunst

I weekenden besøgte jeg min kære veninde, og som altid så stod der både kunst og hygge på programmet.

Vejret var skønt og nordsjælland er smuk.
Vi lagde ud i Hundested, med at se på sandskulpturer. Egentlig synes jeg ikke at den type kunst er særligt interessant. Men det var det så alligevel denne gang. Temaet var eventyr og  min veninde og hendes bror var blevet spurgt om de ville skrive et lokalt eventyr, som der kunne bygges en skulptur over. Det blev til eventyret “Tovelils ring” som snart kan læses på deres hjemmeside her.
Her er et par udsnit af den sandskulptur, som de to hollandske skulptører fik lavet ud fra eventyret. Skulpturene står til engang i september.

lotte_juni_131

Og så stod den på Lousiana og popart udstillingen, som jeg altså synes var rigtig spændende.
Louisiana tager sig meget smukt ud i disse dage, hvor museet virkelig falder i med den omgivende natur.
Men jeg bryder mig altså ikke om den restriktive holdning museet har overfor sit publikum. Der er ikke den samme imødekommende stemning på Louisiana, som der er på Arken og på Aros.

Fx må man ikke fotograferer, og det blev så til de her billeder

Collager4