Gik ud og holdt afstand
Men det var nu ikke svært at holde afstand, for der var sådan set ikke ret mange mennesker på gaden.
Jeg ved ikke hvor mange gang jeg skal sige til mig selv “det er godt nok en mærkelig tid denne”, før jeg helt forstår det?
Men det er sgu svært at forstå, og svært at forstå at verden nok ikke vender helt tilbage til “som den var engang” hvordan den så end var?
Vi kan nok sagtens finde en masse fine formuleringer frem om, at der i kriser også er gaver – og det er der nok, men vi kommer sikkert til at famle os frem for at finde dem.
I går besluttede jeg mig til at gå en tur ud i byen, for at opleve byen på en tirsdag eftermiddag kl ca. 13 i en coronatid.
Det var både tomt, mærkeligt, halv og hel trist og normalt.
Tomheden
Det mærkelige
Det triste
- “Hej frøken, du skal tage et billede af min kæreste. Han er kommet til skade.” Forsigtigt tager hun om hans hoved og drejer det og jeg kan se at han er forslået. Hun fortæller at nogen har sparket ham i hovedet. Og at deres ven er gået efter hjælp nede på “Hus Forbi” På behørig afstand, tager jeg det billede hun gerne vil have at jeg tager. Tak siger hun, hav en rigtig god dag.
Det normale
- Blomsterhandleren på strøget stod der trofast
- Og det samme gjorde kunderne