Gik ud og holdt afstand

Men det var nu ikke svært at holde afstand, for der var sådan set ikke ret mange mennesker på gaden.

Jeg ved ikke hvor mange gang jeg skal sige til mig selv  “det er godt nok en mærkelig tid denne”, før jeg helt forstår det?

Men det er sgu svært at forstå, og svært at forstå at verden nok ikke vender helt tilbage til “som den var engang” hvordan den så end var?

Vi kan nok sagtens finde en masse fine formuleringer frem om, at der i kriser også er gaver – og det er der nok, men vi kommer sikkert til at famle os frem for at finde dem.

I går besluttede jeg mig til at gå en tur ud i byen, for at opleve byen på en tirsdag eftermiddag kl ca. 13 i en coronatid. 

Det var både tomt, mærkeligt, halv og hel trist og normalt.

Tomheden

Det mærkelige

Det triste

Det normale

Man kan meget med en streg

Det er ret interessant hvor meget man kan med helt få streger/figurer. Jeg har lavet de her helt enkle værker, blot med en streg, en form og to farver.

Vil du vinde et af de to værker, skal du gøre to ting:

  1. skrive i kommentarfeltet om du vil vinde det blå eller det pink billede (du kommer til kommentarfeltet via det grå felt ovenfor)
  2. tilmelde dig mit nyhedsbrev

Du tilmelder dig nyhedsbrevet her: Tilmeld mig nyhedsbrevet

Jeg trækker en vinder fredag d. 10 april kl 20. 

Blomstertid

Foråret kommer – corona eller ej – og vi skal nyde det for foråret giver os kræfter og energi. Foråret minder os om at alt vokser igen, efter at det har været sat i stå af vinteren. Foråret kommer med håb og muligheder.

Og vi kan sagtens komme ud i foråret, vi kan sagtens gå en tur i skoven, gå ud i haven, gå en tur langs stranden eller hvor vi ellers synes at foråret skal opleves. Bare vi overholder retningslinjerne.

Her er et par buketter blomster. De dufter ikke så godt som de rigtig blomster, men smukke er de og så er de langtidsholdbare.

Billederne måler 30 x 40 cm og kan købes for 299 kr. pr stk. ved køb af flere billeder ydes en rabat på 25 kr. pr. billede

Billederne egner sig så fint til at indgå som elementer i en billedvæv, sammen med både fotografier og andet grafisk kunst.

Nu går jeg altså på museum

Vil du med?

Når jeg nu ikke, sådan rigtigt, kan komme ind på verdens bedste museum Aros, så må jeg jo dykke ned i gemmerne og holde fast i hvorfor jeg elsker det museum så meget.

I øvrigt tror jeg mit årskort udløber lige om lidt, gud ved om jeg kan forny det på nettet, nu og her? Så støtter jeg da kulturen en smule. 

Ét billede har fulgt mig, og har fulgt med fra  Kunstmuseet der lå i Vennelystpaken og til det nye kunstmuseum AROS.

Da jeg første gang så det var jeg måske 10 år, og med min morfar på kunstmuseet i Vennelystparken. Jeg tror faktisk aldrig jeg havde været på museum før – i hvert fald ikke et kunstmuseum. Billedet “Forladt. Dog ej af venner i nøden” gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Jeg kan stadig mærke oplevelsen, hvordan billedet helt fysisk  plantede sig i kroppen af mig,

Da jeg mange år senere står foran billedet på Aros, der giver jeg mig til at tude. Gensynet med en gammel ven, savnet af min morfar, en masse gode minder sniger sig ind på mig.

Men det er jo ikke den eneste grund til at jeg elsker AROS.

Noget af det som jeg synes adskiller Aros fra andre fantastiske kunstmuseer, er deres fantastiske museumsteknikkere. Ved hver eneste udstilling jeg besøger imponeres jeg over hvor smukt, harmonisk, dynamisk og understøttende udstillingerne er bygget op. Og så er arkitekturen på museet enestående smuk.

Der har været en del udstillinger som jeg har elsket. Men mest elsker jeg nok Olafur Eliassons værker – Your Rainbow Panorama, og “Your atmospheric colour atlas” og værket “beauty”

Lidt ligesom “Forladt. Dog ej af Venner i nøden” så er det kunst der taler lige ind i mit hjerte.

Aj, jeg svømmer sgu helt over når jeg skal fortælle om de udstillinger der har gjort størst indtryk – der er mange. Men fremhæver lige to mere…

Munch udstillingen 2013 – det er noget af det bedste jeg nogensinde har set – jeg så udstillingen 4 gange. Det var suverænt og bevægende. brug søgefeltet her på bloggen og se mine tidligere skriv om udstillingen.

 

En anden kunstner som AROS satte fokus på var Grayson Perry. Ham blev jeg slet ikke færdig med. Hans evne til, at trænge helt ind i samfundets dilemmaer, gennem kunsten og hans måde at leve på, er fantastisk.

Nå ja så er der Boy – ikonet Boy. Og hvis jeg skal komme med et eneste kritikpunkt så er det at de har flyttet ham. At de har klemt ham inde i et alt for småt rum. 

Men her på siden kan han få lov at få sin gamle placering tilbage.

Og nu venter jeg bare på at museet åbner igen, på den anden side af det her corona værk.

Iøvrigt så lavede jeg engang for mange år siden et billede af AROS

Om at skemalægge sin tid

Dagene smelter lidt sammen her i denne corona tid, og det samme er der risiko for at timerne gør. Jeg må indrømme, at jeg var lige ved at synke lidt ned i en eller anden form for “laden stå til”. 

Men så fik jeg en opsang, af min italienske veninde, der nu siden medio februar har været isoleret i sit hus. Som har måtte lære sig at fjernundervise (her lige før at hun, indenfor det næste år, går på noget der ligner efterløn) – som på nuværende tidspunkt kun må gå 200 m uden for sin matrikel, medmindre hun skal ud på det ugentlige indkøb. Og som må følge med i hvordan hendes land falder fra hinanden. Hun gav mig en opsang – og så lytter man altså.

“Lav et skema over dine dage – sørg for at være nyttig – sørg for at få frisk luft – tag fat i alt det du ellers ikke får gjort – vask fx dine vinduer (hun kender mig ret godt). Få dig en ordentlig dagsrytme – skemalæg det”

Og det gjorde jeg så og det hjalp 

Det giver overskuelighed, det giver flow, det giver aktivitet og der kommer resultater ud af det. Mit hus flyder med både arbejde, kreaprojekter og bøger og det er sgu fedt, her midt i det hele – det giver mening.

Og så kunne jeg ikke lige lade være med at bage et tosset brød til nogle søde børn jeg kender. Selvom man ikke må besøge hinanden, så kan man godt liste sig forbi og stille noget på trappen.

Det er lige før, at det føles som om jeg er tilbage ved den normale hverdag. Altså lige bortset fra at jeg savner min familie helt vildt og jeg savner mit arbejde helt vildt. Savner at være social, ud over på nettet.

Og for at det ikke skal være løgn, så har jeg været så heldig at finde det fineste gækkebrev i postkassen. Nu går jagten ind på at finde ud af hvem der har sendt det 🙂