Nu går jeg altså på museum

Vil du med?

Når jeg nu ikke, sådan rigtigt, kan komme ind på verdens bedste museum Aros, så må jeg jo dykke ned i gemmerne og holde fast i hvorfor jeg elsker det museum så meget.

I øvrigt tror jeg mit årskort udløber lige om lidt, gud ved om jeg kan forny det på nettet, nu og her? Så støtter jeg da kulturen en smule. 

Ét billede har fulgt mig, og har fulgt med fra  Kunstmuseet der lå i Vennelystpaken og til det nye kunstmuseum AROS.

Da jeg første gang så det var jeg måske 10 år, og med min morfar på kunstmuseet i Vennelystparken. Jeg tror faktisk aldrig jeg havde været på museum før – i hvert fald ikke et kunstmuseum. Billedet “Forladt. Dog ej af venner i nøden” gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Jeg kan stadig mærke oplevelsen, hvordan billedet helt fysisk  plantede sig i kroppen af mig,

Da jeg mange år senere står foran billedet på Aros, der giver jeg mig til at tude. Gensynet med en gammel ven, savnet af min morfar, en masse gode minder sniger sig ind på mig.

Men det er jo ikke den eneste grund til at jeg elsker AROS.

Noget af det som jeg synes adskiller Aros fra andre fantastiske kunstmuseer, er deres fantastiske museumsteknikkere. Ved hver eneste udstilling jeg besøger imponeres jeg over hvor smukt, harmonisk, dynamisk og understøttende udstillingerne er bygget op. Og så er arkitekturen på museet enestående smuk.

Der har været en del udstillinger som jeg har elsket. Men mest elsker jeg nok Olafur Eliassons værker – Your Rainbow Panorama, og “Your atmospheric colour atlas” og værket “beauty”

Lidt ligesom “Forladt. Dog ej af Venner i nøden” så er det kunst der taler lige ind i mit hjerte.

Aj, jeg svømmer sgu helt over når jeg skal fortælle om de udstillinger der har gjort størst indtryk – der er mange. Men fremhæver lige to mere…

Munch udstillingen 2013 – det er noget af det bedste jeg nogensinde har set – jeg så udstillingen 4 gange. Det var suverænt og bevægende. brug søgefeltet her på bloggen og se mine tidligere skriv om udstillingen.

 

En anden kunstner som AROS satte fokus på var Grayson Perry. Ham blev jeg slet ikke færdig med. Hans evne til, at trænge helt ind i samfundets dilemmaer, gennem kunsten og hans måde at leve på, er fantastisk.

Nå ja så er der Boy – ikonet Boy. Og hvis jeg skal komme med et eneste kritikpunkt så er det at de har flyttet ham. At de har klemt ham inde i et alt for småt rum. 

Men her på siden kan han få lov at få sin gamle placering tilbage.

Og nu venter jeg bare på at museet åbner igen, på den anden side af det her corona værk.

Iøvrigt så lavede jeg engang for mange år siden et billede af AROS

Om at skemalægge sin tid

Dagene smelter lidt sammen her i denne corona tid, og det samme er der risiko for at timerne gør. Jeg må indrømme, at jeg var lige ved at synke lidt ned i en eller anden form for “laden stå til”. 

Men så fik jeg en opsang, af min italienske veninde, der nu siden medio februar har været isoleret i sit hus. Som har måtte lære sig at fjernundervise (her lige før at hun, indenfor det næste år, går på noget der ligner efterløn) – som på nuværende tidspunkt kun må gå 200 m uden for sin matrikel, medmindre hun skal ud på det ugentlige indkøb. Og som må følge med i hvordan hendes land falder fra hinanden. Hun gav mig en opsang – og så lytter man altså.

“Lav et skema over dine dage – sørg for at være nyttig – sørg for at få frisk luft – tag fat i alt det du ellers ikke får gjort – vask fx dine vinduer (hun kender mig ret godt). Få dig en ordentlig dagsrytme – skemalæg det”

Og det gjorde jeg så og det hjalp 

Det giver overskuelighed, det giver flow, det giver aktivitet og der kommer resultater ud af det. Mit hus flyder med både arbejde, kreaprojekter og bøger og det er sgu fedt, her midt i det hele – det giver mening.

Og så kunne jeg ikke lige lade være med at bage et tosset brød til nogle søde børn jeg kender. Selvom man ikke må besøge hinanden, så kan man godt liste sig forbi og stille noget på trappen.

Det er lige før, at det føles som om jeg er tilbage ved den normale hverdag. Altså lige bortset fra at jeg savner min familie helt vildt og jeg savner mit arbejde helt vildt. Savner at være social, ud over på nettet.

Og for at det ikke skal være løgn, så har jeg været så heldig at finde det fineste gækkebrev i postkassen. Nu går jagten ind på at finde ud af hvem der har sendt det 🙂 

Man kan godt blive lidt rastløs, ikk?

Det bliver jeg i hvert fald. 
Og ind i mellem så synes jeg også at nyhedsstrømmen bliver overvældende. Jeg får behov for at trække mig væk fra den corona virkelighed vi står midt i.

Og selv om vi lige nu er blevet meget begrænset i vores udfoldelsesmuligheder, så er der stadig ting som vi kan og som måske kan afhjælpe rastløsheden lidt. 

Mindfull photowalk kan være et redskab. Vi kan godt gå en tur ud i naturen – eller bare ud i haven, eller måske helt nært, bare ud på altanen. Det behøver ikke at tage mere end 10 – 15 minutter. Så arbejder du hjemme kan du gøre det i en pause.

Mindfull photowalk handler om at skærpe dine sanser på det der er lige her og nu, lige foran dig.
At finde et blad eller en vissen blomst og undersøge alle detaljerne fra alle vinkler. Op i mod solen, i modlys, i skygge, i bevægelse, i sammenhæng med andre planter… Bare undersøg med dine øjne og dit kamera.

Tag din mobiltelefon i hånden og brug kameraet til at fange detaljerne i naturen. (sæt den evt. på flytilstand så du ikke forstyrres)
Find en solrig plet og lad den være det sted, hvor du fordyber dig og oplever at rastløsheden erstattes af flow.

Har du et kamera, kan du jo også bruge det – men du behøver ikke andet end din telefon.

Ud over roen får du også en stak smukke naturbilleder som du kan lege lidt med. Fx i den gratis app “Snapseed” som fåes både til android telefoner og til iPhone.

Sidst jeg var ude i haven for at lave lidt mindfull fotografering kom der disse skønne billeder ud af det.

Rigtig god fornøjelse 🙂

 

Sikken en mærkelig tid

Det hele er blevet vendt lidt på hovedet – verden ser slet ikke ud som den gjorde bare for et par uger siden. Det er trist og lidt skræmmende at være vidende til.

Vi er jo hver især, på hver vores måde, nødt til at få det bedste ud af den nye og meget anderledes hverdag. 

For mig betyder det en hel del tid til rådighed som jeg kan bruge ved min computer. Jeg kan dykke ned i grafiske programmer som jeg ikke helt har fået tag i tidligere – jeg kan få fat i gamle passioner og jeg kan genopdyrkes kreative sider og tiltag.

Det er ikke nogen hemmelighed at jeg elsker Adobe´s produkter; Photoshop, InDesign, Illustrator og Lightroom. 

Men jeg har hængt lidt i bremsen hvad Illustrator angår. Men jeg tror faktisk at jeg er ved at have knækket koden så jeg kan arbejde mig ind i programmet.

Og det giver altså blod på tanden til at lege og udforske.

Hvordan kan jeg lave mine egne Akvarel teksture og pensler?

Og når jeg har fået dem lavet, hvad kan jeg så bruge dem til???

Jeg elsker det – og huset ligner et stort kreaværksted.

Her er et par af resultaterne