Gode oplevelser

Skal du med på mindfull fotowalk?

Lørdag d. 17 august har du mulighed for, til en helt særlig introduktionspris, at komme med på en mindfull fotowalk.

En dag (4 timer) hvor vi lægger dagligdagens bombardement af informationer, tanker, overvejelser og bekymringer om i baghovedet for en stund, og tillader os bare at være “lige her og nu” og opleve de små og underskønne detaljer i naturen.

Sjælen har brug for ro. Du har brug for ro. Du har brug for et frirum, hvor du bare er tilstede og har fokus på det, der er lige foran dig.

Der findes mange teknikker til at finde det fredfyldte, kærlige og helt stille rum. Nogle meditere, nogle dyrker idræt, nogle graver have og nogle tager en lur.

Jeg bruger mit kamera og den teknik vil jeg gerne give videre til dig.

Jeg kan ikke love dig noget bestemt resultat af dagen. Men jeg tror på, at du efter en dag på mindfull fotowalk, vil føle dig vel tilpas og rolig og at dine sanser er fyldt med gode indtryk.
Og hvem ved, måske kommer du hjem med et eller flere dejlige billeder.

Det får du:

  • Guidning i mindfull fotowalk og undervejs i turen
  • Kort intro til billederedigering i gratisprogrammer
  • En lille hjemmelavet øko-sandwich, vegetar eller ikke vegetar. Skriv hvilken du ønsker. Jeg kan desværre ikke tilbyde særlige sandwich til allergikere.
  • Et lukket fællesskab på facebook, hvor I efterfølgende kan udveksle erfaringer og lave aftaler om fælles walks og stille spørgsmål til mig.

Det skal du medbringe:

  • Et kamera som du er fortrolig med. Om det er dit telefonkamera, et lille kompakt kamera eller om det er et stort spejlrefleks, det er totalt underordnet. Bare du er rimelig fortrolig med det.
  • Noget at drikke
  • Evt. noget at sidde på – skumunderlag eller lignende

Praktisk:

  • Der er plads til 10 deltagere – det er først til mølle princippet
  • Pris:  Introduktionspris 200 kr. Normalpris 750 kr
  • Påklædning efter vejret og gode gåsko
  • Sted: Forstbotanisk Have, Skovridervej, 8000 Aarhus c (ved den røde port)

Hvis du vil med så send mig en mail på rikke(snabela)reif.dk 

 

Når naturen danser

“Jeg kommer til at tænke på en balletdanser” blev der sagt da jeg viste et af disse billeder frem…

Og ja, det gør jeg også – Nogle af de billeder jeg forleden, havde med hjem fra grøftekanten, minder mig om smuk og poetisk dans.

Hvad tænker du?

Månen og de lysende skyer

I går aftes var der delvist måneformørkelse. Og jeg synes faktisk at nattefotografering er ret sjovt og har potentiale i forhold til at lave nogle meget flotte billeder.

Jeg listede mig ud i natten for at finde et godt sted at fotograferer månen. Et godt sted, er for mig, der hvor der kan komme lidt mere med på billedet, end en blå himmel og en lysende måne.

Lige ved en jernbaneoverskæring ude i det mørke landskab – så mørkt som det nu bliver, her i de lyse nætters periode – parkerede jeg og gjorde klar.

Jeg ved ikke hvor interessant jeg synes månen var, men det hjalp lidt på det da der kom et par tog forbi – først den ene vej og derefter den anden vej. Det gav lidt liv til billederne.

Hvad jeg synes var en del mere interessant, var da jeg vendte mig om og kiggede i modsat retning af månen. Den smukkeste himmel med lysende skyer. Og klokken var 23.24… 
Jeg blev helt glad over så smukt og poetisk nattehimlen er.

Indien – poetisk og kaotisk

Indien er farverig, kaotisk, poetisk og fuldstændig fantastisk. Så anderledes fra alt jeg tidligere har oplevet. Jeg har simpelthen tabt mit hjerte til Indien og ved at jeg skal afsted igen.

I februar/marts var jeg på fotorejse til Indien. Det nordlige Indien. Vi besøgte, bjergbyen Darjeeling (vi kender den fra teen), hvorfra vi havde udsigt til Himalaya bjergene. Vi besøgte et lille buddhistisk område Pelling hvor vi så de smukkeste templer. Og så med tog til den helt vidunderlige millionby Kolkata.

Altså lige fra den poetiske ro (næsten) til storbyens kaos. men så enkelt er det bare ikke for kaos var der også i bjergene og poesien var i den travle millionby.

Jeg elskede det og jeg skal afsted igen.

Om at se det i øjnene

Jeg har vist skrevet om det før. Du ved det der med, at bruge sit kamera til at finde ro og til at få ryddet lidt op i tankerne.

Igår begav jeg mig ud i Søftendalen, et sted hvor jeg ikke før havde været, men hvor jeg helt sikkert kommer igen.

En lille bitte tur på ca. 1 km tog mig ca. 2 timer, men gjorde sjælen mindst 3 kilo lettere.

Tricket er nok det der med, at finde et spot, stille sig der og bare se, se detaljerne, se formationerne i planterne, se sommerfugle, bier og brumbasser lande og lette – bare observerer og nyde naturens mangfoldighed. Og samtidig lade sindet tage sig af et evt. tankemylder, uden indblanding fra min side.

Er du rolig og venlig, så kan du godt få lov at se mere end dig selv i øjnene.