Gode oplevelser

Nature Abstract

Man kan fotografere noget der gengiver det man ser, og man kan forsøge at fotografere en stemning.

Begge dele kan være udfordrende, især hvis man gerne vil formidle det man ser eller det man føler, videre til andre.

Kender du ikke det med, at du står ude i den mest vidunderlige natur, alla den her ved Ulbjerg Klint og bare har lyst til at gemme det du ser, vise det til andre eller kunne vende tilbage til det ved hjælp af billedet?

Jeg kender det – men jeg kender også til skuffelsen når jeg så kommer hjem og får billedet over på computeren og slet ikke synes det yder naturen retfærdighed. Der er nogen der mestre at skildre naturen i al den storhed og pragt. Jeg gør ikke.

Jeg synes derimod at jeg er langt bedre til at indfange en stemning i det jeg står midt i.

Begrebet Nature Abstract dækker over en type billeder, hvor jeg fanger et lille udsnit af helheden. Nogle blade i bevægelse, hvor solen lige rammer på den rigtige måde, eller nogle af naturens kontrastfarver der mødes, eller måske et spindelvæv i modlys. 

Jeg synes at de små udsnit fuldt ud leverer stemningen og fornemmelsen af den storslåede natur. Prøv lige at klikke på et af de små billeder og se dem i en ordentlig størrelse – Er naturen ikke bare helt vidunderlig stor og smuk?

Vind et af mine billeder

Skriv i kommentarfeltet, hvilken et af Nature Abstract billederne herunder du ønsker at vinde.
Billedet der måler 20 x 30 cm bliver sendt direkte hjem til vinderen så husk når du kommenterer at opgive din mailadresse (vises ikke) så jeg kan kontakte dig hvis du vinder.

Du kan se billedernes numre når du klikker ind på det enkelte billede.

Vinderen trækkes søndag d. 31 maj

 

Strandsten

Der er forskellige steder rundt omkring i landet hvor jeg mærker den der “uhhh nu kom jeg hjem” agtige følelse.

Et af stederne er ved Limfjorden, altså uanset at jeg er landet et sted ved Limfjorden hvor jeg aldrig har været. Der er bare noget over luften, duftene, stenene, lyden af vand, klinterne, engarealerne der sender mig lige tilbage til nogle af de bedste barndomsminder. Og så bliver jeg sådan lidt  naturgrådig. Jeg kan slet ikke få nok når jeg står derude.

Ved Ulbjerg klint, kunne jeg nærmest høre min mor sige “Det er porfyr” – i mine barneøre lød det som om hun bare vidste alt om sten. Sandheden er nok at hun kendte navnet og vidste hvordan stenen så ud.

Men smukke var de. Porfyrstenene og alle de andre strandsten.

Nu går jeg altså på museum

Vil du med?

Når jeg nu ikke, sådan rigtigt, kan komme ind på verdens bedste museum Aros, så må jeg jo dykke ned i gemmerne og holde fast i hvorfor jeg elsker det museum så meget.

I øvrigt tror jeg mit årskort udløber lige om lidt, gud ved om jeg kan forny det på nettet, nu og her? Så støtter jeg da kulturen en smule. 

Ét billede har fulgt mig, og har fulgt med fra  Kunstmuseet der lå i Vennelystpaken og til det nye kunstmuseum AROS.

Da jeg første gang så det var jeg måske 10 år, og med min morfar på kunstmuseet i Vennelystparken. Jeg tror faktisk aldrig jeg havde været på museum før – i hvert fald ikke et kunstmuseum. Billedet “Forladt. Dog ej af venner i nøden” gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Jeg kan stadig mærke oplevelsen, hvordan billedet helt fysisk  plantede sig i kroppen af mig,

Da jeg mange år senere står foran billedet på Aros, der giver jeg mig til at tude. Gensynet med en gammel ven, savnet af min morfar, en masse gode minder sniger sig ind på mig.

Men det er jo ikke den eneste grund til at jeg elsker AROS.

Noget af det som jeg synes adskiller Aros fra andre fantastiske kunstmuseer, er deres fantastiske museumsteknikkere. Ved hver eneste udstilling jeg besøger imponeres jeg over hvor smukt, harmonisk, dynamisk og understøttende udstillingerne er bygget op. Og så er arkitekturen på museet enestående smuk.

Der har været en del udstillinger som jeg har elsket. Men mest elsker jeg nok Olafur Eliassons værker – Your Rainbow Panorama, og “Your atmospheric colour atlas” og værket “beauty”

Lidt ligesom “Forladt. Dog ej af Venner i nøden” så er det kunst der taler lige ind i mit hjerte.

Aj, jeg svømmer sgu helt over når jeg skal fortælle om de udstillinger der har gjort størst indtryk – der er mange. Men fremhæver lige to mere…

Munch udstillingen 2013 – det er noget af det bedste jeg nogensinde har set – jeg så udstillingen 4 gange. Det var suverænt og bevægende. brug søgefeltet her på bloggen og se mine tidligere skriv om udstillingen.

 

En anden kunstner som AROS satte fokus på var Grayson Perry. Ham blev jeg slet ikke færdig med. Hans evne til, at trænge helt ind i samfundets dilemmaer, gennem kunsten og hans måde at leve på, er fantastisk.

Nå ja så er der Boy – ikonet Boy. Og hvis jeg skal komme med et eneste kritikpunkt så er det at de har flyttet ham. At de har klemt ham inde i et alt for småt rum. 

Men her på siden kan han få lov at få sin gamle placering tilbage.

Og nu venter jeg bare på at museet åbner igen, på den anden side af det her corona værk.

Iøvrigt så lavede jeg engang for mange år siden et billede af AROS

Om at skemalægge sin tid

Dagene smelter lidt sammen her i denne corona tid, og det samme er der risiko for at timerne gør. Jeg må indrømme, at jeg var lige ved at synke lidt ned i en eller anden form for “laden stå til”. 

Men så fik jeg en opsang, af min italienske veninde, der nu siden medio februar har været isoleret i sit hus. Som har måtte lære sig at fjernundervise (her lige før at hun, indenfor det næste år, går på noget der ligner efterløn) – som på nuværende tidspunkt kun må gå 200 m uden for sin matrikel, medmindre hun skal ud på det ugentlige indkøb. Og som må følge med i hvordan hendes land falder fra hinanden. Hun gav mig en opsang – og så lytter man altså.

“Lav et skema over dine dage – sørg for at være nyttig – sørg for at få frisk luft – tag fat i alt det du ellers ikke får gjort – vask fx dine vinduer (hun kender mig ret godt). Få dig en ordentlig dagsrytme – skemalæg det”

Og det gjorde jeg så og det hjalp 

Det giver overskuelighed, det giver flow, det giver aktivitet og der kommer resultater ud af det. Mit hus flyder med både arbejde, kreaprojekter og bøger og det er sgu fedt, her midt i det hele – det giver mening.

Og så kunne jeg ikke lige lade være med at bage et tosset brød til nogle søde børn jeg kender. Selvom man ikke må besøge hinanden, så kan man godt liste sig forbi og stille noget på trappen.

Det er lige før, at det føles som om jeg er tilbage ved den normale hverdag. Altså lige bortset fra at jeg savner min familie helt vildt og jeg savner mit arbejde helt vildt. Savner at være social, ud over på nettet.

Og for at det ikke skal være løgn, så har jeg været så heldig at finde det fineste gækkebrev i postkassen. Nu går jagten ind på at finde ud af hvem der har sendt det 🙂 

Se hvilken morgenstund…

“Se hvilken morgenstund…” Sådan indledes Benny Andersens “Svantes lykkelige dag”.

Hele stemningen i den vidunderlige sang indkapsler så smukt, min morgen ved en sø, ude i en skov.

Helt tidligt, lige før og mens solen står op over trætoppene. Et magisk eventyr, så smukt som det kan blive.

Disen der sammen med skøjteløberne danser hen over søen. Helt intimt smyger den sig om sivene og lader os åndeløse tilbage.

“Nina er gået i bad…” næææ men man kunne have ønsket sig en elverpige eller mand, rejse sig fra søen. Måske var de der, bag sivene ude i vandet?