Gode oplevelser

Om at skemalægge sin tid

Dagene smelter lidt sammen her i denne corona tid, og det samme er der risiko for at timerne gør. Jeg må indrømme, at jeg var lige ved at synke lidt ned i en eller anden form for “laden stå til”. 

Men så fik jeg en opsang, af min italienske veninde, der nu siden medio februar har været isoleret i sit hus. Som har måtte lære sig at fjernundervise (her lige før at hun, indenfor det næste år, går på noget der ligner efterløn) – som på nuværende tidspunkt kun må gå 200 m uden for sin matrikel, medmindre hun skal ud på det ugentlige indkøb. Og som må følge med i hvordan hendes land falder fra hinanden. Hun gav mig en opsang – og så lytter man altså.

“Lav et skema over dine dage – sørg for at være nyttig – sørg for at få frisk luft – tag fat i alt det du ellers ikke får gjort – vask fx dine vinduer (hun kender mig ret godt). Få dig en ordentlig dagsrytme – skemalæg det”

Og det gjorde jeg så og det hjalp 

Det giver overskuelighed, det giver flow, det giver aktivitet og der kommer resultater ud af det. Mit hus flyder med både arbejde, kreaprojekter og bøger og det er sgu fedt, her midt i det hele – det giver mening.

Og så kunne jeg ikke lige lade være med at bage et tosset brød til nogle søde børn jeg kender. Selvom man ikke må besøge hinanden, så kan man godt liste sig forbi og stille noget på trappen.

Det er lige før, at det føles som om jeg er tilbage ved den normale hverdag. Altså lige bortset fra at jeg savner min familie helt vildt og jeg savner mit arbejde helt vildt. Savner at være social, ud over på nettet.

Og for at det ikke skal være løgn, så har jeg været så heldig at finde det fineste gækkebrev i postkassen. Nu går jagten ind på at finde ud af hvem der har sendt det 🙂 

Se hvilken morgenstund…

“Se hvilken morgenstund…” Sådan indledes Benny Andersens “Svantes lykkelige dag”.

Hele stemningen i den vidunderlige sang indkapsler så smukt, min morgen ved en sø, ude i en skov.

Helt tidligt, lige før og mens solen står op over trætoppene. Et magisk eventyr, så smukt som det kan blive.

Disen der sammen med skøjteløberne danser hen over søen. Helt intimt smyger den sig om sivene og lader os åndeløse tilbage.

“Nina er gået i bad…” næææ men man kunne have ønsket sig en elverpige eller mand, rejse sig fra søen. Måske var de der, bag sivene ude i vandet?

Regnfuldt og roligt

Selv i regnvejr er Forstbotanisk have i Aarhus utrolig smuk og fuld af detaljer. Parken er ideel for ro og fordybelse.

“Fredfyldt Park” står der på skiltet over indgangen. På stenen i Parken tilføjes der “Stilhed er det virkeliges sprog”.

I går, i regnen i parken, afholdt jeg introkursus i Mindfull Fotowalk. Og det hele var helt som det skulle være. 

Tid til fordybelse, tid til bare at fokusere på detaljerne lige foran dig, tid til stilhed og tid til at snakke kameraindstillinger, kompositioner og lidt redigering.

Det var bare en god dag og jeg er dybt imponeret over deltagernes gå på mod – imponeret over hvordan de i bogstavelig forstand bare kastede sig ud i det. Og jeg er slet ikke i tvivl om at der skal laves endu et kursus.

Jeg har tidligere beskrevet metoden i det her blog indlæg 

 

Når man genkender inspirationen

Jeg er ret begejstret for den dansk/islandske kunstner Olafur Eliasson. Hvis du ikke lige ved hvem han er så er det ham der har lavet den smukke “Your Rainbow panorama” på toppen af Aros, kunstmuseet i Aarhus.

Første gang jeg stiftede bekendtskab med et af hans værker var i 2010 da hans værk “din blinde passager” var udstillet på Arken. En 90 m lang tunnel fyldt med tåge og henholdsvis koldt og varmt lys.

Jeg blev så begejstret og jeg kan huske jeg tænkte at den tur inde i tunnlen, især i det varme lys, gav en følelse af total lykke og frihed.

En tilsvarende installation, “Your atmospheric colour atlas” bare med flere farver, dukkede op på Aros i 2012 i forbindelse med Indvielsen af “Your Rainbow Panorama”. Det samme gjorde værket “Beauty” . begge helt vidunderlige installationer.

Og hvorfor bringer jeg så det op nu… Jamen fordi jeg lige har været på Island. Og undervejs opdager Olafur Elliason på en helt anden måde. 

Der midt på landevejen, mens jeg kører gennem en tæt tåge. Så tæt at jeg først kan se den modkørende bil når den er 1-2 meter fra mig. Der tænker jeg at jeg pludselig forstår Olafur Eliassons værker. At jeg måske har  set/følt/fornemmet hvor han har sin inspiration fra.

Men det var ikke kun værker jeg havde set som jeg genopdagede gennem den Islandske natur. I Reykjavik så jeg Koncerthuset Harpa. Eliasson har tegnet facaden, der består af geometriske former udført i glas og stål. 

For mig var der ingen tvivl om, hvor inspirationen kom fra, – de store geometriske lavablokke der er at finde mange steder på Island

Van(d)vittigt vildt

De der vandfald på Island er noget af det vildeste jeg har set – og jeg så kun tre af dem. Så vildt at man (jeg) næste kunne blive bange for den kraft der er i dem – som om de nærmest var dragende. Som om den vildeste buldren havde en kraft i sig, der på hypnotisk vis kunne trække én ind i vandmasserne.

Kraften er dog, på samme tid,  nærmest poetisk. Jeg fik følelsen af at stå midt i det hele – altså midt i det der betyder noget her i livet. Midt i naturens urkraft.

Det er smukt, det er stort og jeg elsker de billeder der kom ud af mine møder med vandfaldene. Godafoss, Dettifoss, og Selfoss.

Jeg synes det lykkedes mig at fange både kraften og poesien… Nyd billederne.