Billeder

Livsbegivenheder

For ca 2 år siden fotograferede jeg Nena for første gang. Det var i forbindelse med kunstergruppen Mangfoldigheds udstilling på Godsbanen i Aarhus. Siden er det blevet til et par fotoshoots og hver gang er jeg lige begejstret.

For mig handler det ikke bare om at fotografere en smuk model. For mig handler det om at fotografere en model der kan udtrykke sig. En model der kan fortælle en historie med sin udstråling og med sine bevægelser og når hun så samtidig er ualmindelig smuk, så er det som om tingene går op i en højere enhed. Sådan er det at have Nena foran kameraet. Det er sådan en stor fornøjelse.

Jeg synes det er vigtigt at holde fast i livsbegivenheder og i de følelser der følger med. Fødselsdage, bryllupper, begravelser og når nogen bliver student. Jeg synes at det er både berigende og berørende at få lov at fange stemninger med mit kamera.

Nena er lige blevet student, og jeg fik lov at fotografere hende…

Solen står ikke op i øst

I hvert fald ikke her omkring midsommer, der står den op i nordøst, hvis den da står op og ikke sover over sig. Nej selvfølgelig står den op, men her til morgen var der bare nogle tunge skyer der stod op først og lagde sig som et forhæng foran solen så den kun fik uendeligt små sprækker at kigge igennem.

Jeg havde ellers forberedt mig grundigt. Havde valgt et sted, hvor jeg tidligere havde været og godt vidste at det var lidt skævt for solopgangen, men besluttet at broen ud i vandt opvejede den skæve vinkel. Men med en sol der står op i nordøst så var det lige en tand for skævt på – men så ved jeg det til en anden gang.
Jeg havde tjekket vejrappen og set at der skulle være næsten klar himmel.

  • Kameraet var indstillet hjemmefra
    ISO 100
    Lukketid sat på bulb
    Blændeåbning på 13
    Billede stabilisering slået fra (skal det når kamera er på stativ ved langtidseksponering, ellers så skaber kamera/objektiv selv rystelser)
  • Stativ og fjernudløser pakket
  • ND med 10 stop, sat på objektivet

Hvad kunne gå galt?
Vejret…

Lukketiden på billederne ligger på mellem 1 minut og 3,5 minutter

Men faktisk så blev det jo alligevel helt godt – og samtidig så er det så nydelsesfuldt at sidde ude ved stranden i den tidlige morgenstund og lytte til naturen og mærke den friske luft. Man kan næsten blive afhængig

Hvordan dufter din barndom?

Risskov Skov i Aarhus har en meget karakteristisk duft af Ramsløg og så snart duften rammer mine næsebor er jeg hensat til barndommen, til samværet med min mormor og morfar, til gåture, til nærvær og til oplevelse.

At bevæge sig rundt i Risskov skov føles noget i retning af “at komme hjem” – her hører jeg til omend meget jo har ændret sig.
Men stierne følger det samme system, duften af ramsløg er den samme, udsigten ud over vandet var der også da jeg var barn – men den så anderledes ud.

Det giver god mening lige at slæbe ynglingskusinen med der ned, og gå lidt rundt blandt de mange der løber, og snakke om gamle dage.

Lige nu fåes skoven næsten ikke smukkere. Ramsløg og bøgeblade passer faktisk godt sammen

Når mørket falder på

Frost og klar himmel er en kombi som kan blive ret god på billeder.  I går sidst på eftermiddagen tog jeg mit kamera om halsen stativet i hånden og begav mig ned på havnen i Aarhus for at fange noget af byens lys i skumringstiden.

For den det var koldt. Jeg forsøgte desperat at ignorere kulden, fordi jeg hele tiden så nye motiver. Men til sidst var mine hænder altså helt blå, mine fingre så stive at de ikke kunne trykke på udløseren og mine tæer føltes som om de skulle falde af. Men de ca. halvanden time på havnen (Aarhus Ø) var altså hele besværet værd. Se selv… Under billederne får du mine “opskrift” på aftenbilleder.

Når man fotografere i mørket, skal man have en lang lukketid. Det er derfor helt nødvendigt at man har sit kamera på et stativ eller et fast underlag. Det kan være en god ide at bruge selvudløseren, med fx en forsinkelse på 2 sek., dit tryk på udløseren er nok til at give rystelser i billedet når du har den lange lukketid.

Billederne ovenfor har en lukketid på ml 0,8 sek og 20 sek. jo mindre lys jo længere lukketid. Blændeåbningen er på henholdsvis f 9.0, f 11.0 og f 16.0. Det optimale blændetal er omkring f 9.0 og f 11 det giver de skarpeste resultater. ISO er lav. Jo højere ISO jo mere grynet bliver billedet. Normalt bruger man høj ISO når der er dårligt lys, men med lang eksponeringstid får du det skarpeste resultat med en lav ISO. Min ISO var sat til 125

Nå ja FOKUS – jeg bruger autofokus – jeg er faktisk ikke specielt god til at se i søgeren hvornår det er helt skarpt. Det arbejde gør kamerat for mig

Vintersol

Solen, lyset, farver og macro

Jeg elsker at fotografere detaljer, jeg elsker at fange lyset og jeg bliver glad i låget når jeg redigerer billederne og får alle detaljerne frem.
De her billeder er taget med min iphone og mit OlloClip macro objektiv.