Livet som sådan

Store bagedag

I søndags (2.december) var det dagen for årets “Store Bagedag” i familien. Dagen hvor vi mødes og klipper, fletter, bager, triller og dekorerer. Alle medbringer et eller andet juleri og så går vi i gang – børn og voksne. I år blev der også lavet perleplader. Det er simpelthen en super hyggelig dag.

Vi havde medbragt ingredienser til dadelkugler som blev lavet lidt på “slump” men blev super gode. (opskriften nedenfor)

Til to plader dadelkugler brugte jeg:

2 pk dadler
3 gode håndfulde ruggryn (i stedet for havregryn)
1 tsk vaniliesukker
Fint/groft hakkede mandler – ca 1 pose 😉
2 spsk kakao
Kokosmel til at rulle dem i

Udsten dadlerne og kør dem gennem en food processor. Bland det hele sammen og tril kugler i passende størrelse, rul dem i kokosmel og stil dem på køl inden de puttes i kagedåser (eller spises)

God fornøjelse de smager forrygende.

Glædelig 1. december

Jeg er ikke et julemenneske, men jeg er så heldig at have en datter der i høj grad er et julemenneske. Som tidligere skrevet så har hun lavet julekalender til mig, hele to faktisk, og som om det ikke var nok så havde hun været tidligt oppe her til morgen og gjort klar til verdens hyggeligste 1. december morgen. Med morgenmad, julemusik og honninghjerter.

1. seddel i julekalenderen med de 24 små sedler (præcis som i julemysteriet som vi også har læst 1. kapitel af her til morgen)

En hjemmelavet chokolade julekalender der i dag indeholdt 4 af de fantastiske lakridsmandler fra Summerbird.

Jeg bringer lige hendes “dagens julebillede” – Hun er altså både skør og sød (mest sød)

Håber at I alle får en rigtig dejlig 1. december

Lykken er…

Når en tidliger kollega, som jeg sætter så stor pris på kommer forbi med to meget smukke kopper, som hun synes der stod Rikke på. Fordi hun synes at jeg er sej og kæmper en god kamp for retfærdigheden.
Jeg bliver både rørt og glad og får så meget mere mod på kampen.

Kopperne er fra Noa Noa, som jeg slet ikke vidste solgte brugskunst, og de kom i denne fine taske…

Tak til dig du kære…

Det er jo faktisk snart…

At det er jul…
Egentlig er jeg ikke rigtig juletosset. Jeg ejer så meget julepynt at det kan være i en halv affaldspose – hvilket jo ikke er meget. Men der er et par søde nisser i posen, der troligt kommer frem hvert år.

I år er det bare lidt anderledes – min voksne hjemmeboende datter har lavet julekalender til mig. Og hun har allerede hængt den op. Det er jo næsten tortur.
Det sødseste  julebånd med 24 sedler på – Det er en rigtig god ide, og jeg glæde mig så meget til jeg skal igang med at åbne dem.

Kommer til at tænke på den juletradition der har fulgt os, gennem hele Maj´s barndom. Vi læste “Julemysteriet” af Jostein Gaarder. En fantastisk rejse gennem tid og rum.

Nå men Julepynt der er lidt anderledes faldt jeg over i kunst shoppen på Aros.
Det er sgu da sjovt, er det ikke?