Jeg har fået lov til at låne nogle billeder af min gode (foto)veninde Lisbeth Barfod. Hun er en eminent dygtig fotograf, der tager de vildeste billeder. Ude i naturen, og nogle gange bare lige uden for hoveddøren, i den skønne have der omkranser hendes hus.
Det er ret vildt hvad der gemmer sig i en helt almindelig have, livsudfoldelse, drama, liv og død, krig og kærlighed… en mikro gengivelse af den store verden. Lisbeth fanger det hele med sit kamera. Hun laver de mest fantastiske macrobilleder.
Her er vi dog ikke i macroverdenen, men i den lidt mindre verden end menneskeverdenen. Stadig rå og ubarmhjertig. Katten Carlos i kamp for føde (eller er det bare leg?)
Jeg imponeres over Carlos´udtryk og jeg imponeres over Lisbeths billeder 🙂
Copyright på alle billeder i dette opslag: Lisbeth Barfod
Jeg stødte engang på en bog der hed “At tegne er at se”. Titlen poppede op i dag, mens jeg, efter arbejde, gik rundt i regnen, i Randers. Bare i en lidt anderledes form.
At fotografere er at se
Jeg oplever at min sans for detaljerne, min sans for det der lige ligger for mine fødder skærpes ganske væsentligt når jeg går rundt med mit kamera. Eller med min telefon. Jeg føler det faktisk lidt som om jeg er på en lille opdagelsesrejse.
På en normal tur gennem byen i rask trav, ser jeg faktisk ikke ret meget. Men tager jeg kameraet i hånden slår autopiloten til og jeg ser – se detaljer, ser historier og ser mulige motiver.
Og jeg glemmer helt at det regner – jeg er tilstede, her og nu.
Og noget står der og skal bare ses – noget skal der lige ses på en ekstra gang. Jeg elsker når jeg opdager muligheder – muligheder for gode motiver. Måske skal der lige arbejdes lidt med teknikker i kameraet for at få dem til at træde frem.
Men så står de der også, berigende og beroligende. Smukke og nærmest meditative motiver der fylder dit hovede med glæde.
Husk at se – træn din opmærksomhed, træn din tilstedeværelse – tag et kamera i hånden og gå en tur.
Jeg var til demonstration i dag. Der var engang hvor jeg ofte var til demonstration. Den gang jeg var barn – dengang jeg var ung. Den gang hvor min mor og min mormor tog mig med til store demonstrationer i Århus. Det var dengang fredsbevægelsen fyldte meget, dengang hvor mange engagerede sig i kampen for fred i verden.
Fornemmelsen af af være del af noget større, fornemmelsen af at markerer en holdning, fornemmelsen af at være sammen med mange om noget vigtigt. De fornemmelser var gode og de fornemmelser genkendte jeg igen idag til den store demonstation i Århus, som bød velkommen til flygtninge.
Det var godt at stå der i Botanisk have og vide at vi var mange lige der, men også at tænke på at der var flere i København der sagde velkommen og at der også ude omkring i Europa og resten af verden blev sagt velkommen til de mennesker, der er tvunget på flugt fra krig i deres land.
Jeg har været så ked af det, været så ked af den måde flygtningedebatten i Danmark har været. Ked af den hårde tone overfor og mistænkeliggørelse af mennesker der er flygtet fra de værste rædsler man kan forstille sig.
Men lige der, midt i det hele kan jeg mærke, at der er så mange gode mennesker der vælger at sige velkommen, og det er så godt at mærke.
Lige der, i Botanisk have hvor mangfoldigheden lever,
Lige der, hvor den Norske direktør for Aros holder en kort men medrivende tale.
“…Standing here today is not a political issue, it is not about moral, it is not about right, it is not about wrong. It is about respect, it is about dignity and it is about compassion…”
Lige der, hvor vi vi var mange der bød de flygtninge der kommer til Danmark, velkommen
Lige der hvor der er et fælles ønske om at bo i et land der opfører sig anstændigt
Og lige der, hvor manden bag mig, uopfordret holder sin paraply hen over hovedet på på mig, da regnen begynder
Ude på Mols ligger der en lille by, der næsten synes som en magisk by, der lige er dumpet ned fra en anden geografisk placering. Knebel Bro.
Det er vist ikke så længe siden jeg første gang kørte igennem Knebel Bro – eller måske er det, måske har jeg bare ikke før haft sanserne med mig – Men siden denne første gang, er jeg kørt igennem et par gange, alene for igen at fornemme denne følelse af at befinde mig i sydeuropa. I går stoppede jeg lige der på p-pladsen ved “havnen”.
Alle sanserne fornemmede det helt særlige. Det her er en lille bid af sydeuropa. Det var da også det som manden på havnen sagde. Altså den mand der stod og solgte røgede makreller og røgede sild. “Vi bor ikke i byen, vi bor lige her ovenfor, men hver gang vi kører herned er det som at ankomme til en lille sydfransk by”
Her ville man kunne udfolde kunsten, her ville man kunne finde ro, her ville man kunne nyde naturens æstetik, her ville man kunne være – bare være
