Om kunst

Kultursamtaler

Indrømmet det var altså lidt kedeligt…
Men jeg er så begejstret for Biskop Keld Holm, at bare det at høre ham sige noget, faktisk er det hele værd. Han er klog, (vis) og menneskeklog, og rebelsk. Han fik sagt et par finuerligheder i løbet af aftnen. Blandt andet at han var “et uglad medlem af socialdemokratiet”, men at han forblev medlem fordi han havde en fornemmelse af, at hans gode ven Sven Auken holdt øje, fra det hinsides, med at han ikke meldte sig ud.

Han sagde også, at det var godt at teateret lå lige overfor domkirken, og at der på teaterets tag var en lille djævelfigur der sad og holdt øje med, at at de ikke blev alt for skinhellige og dogmatiske over i kirken.

Jamen, han sagde mange kloge og berørende ting – om alt muligt. Jeg vil sådan set gerne høre ham tale igen. Men måske, som min kloge datter sagde “det havde måske været rart bare at høre et foredrag med biskoppen, uden alt det der fake forsamlingshus fis”

Nå men det her arrangement  på Café Hack,  var “kultursamtaler” med Niels Ellegaard som ordstyrer. Temaet var kunst og kultur – indledningsspørgsmålet var  “kan man definerer kunst? – kan man sige hvad der skal til før noget er kunst?”.
Konceptet var, som Niels Ellegaard sagde, “et moderne forsamlingshusmøde” hvor man kan sende en sms til ordstyren med sit spørgsmål (der fik han lige vist, at han havde den nye iPhone 6S), så ville han bringe det ind i debatten. Problemet var bare at der kun røg ét spørgsmål igennem – selvom der efter ordstyrerens udsagn, kom mange spørgsmål. Det blev altså knap så meget forsamlingshusmøde som lovet. Men suppen de serverede dernede (incl. i prisen) var god.

Lige et par billeder, og så til spørgsmålet om hvorvidt kunst kan defineres: (undskyld for kvaliteten, det var dunkelt i lokalet og blitz var vist ikke passende.)

NielsEllegaard

KeldHolm

Nå tilbage til spørgsmålet, kan kunst defineres – kan man sige hvad der skal til før noget er kunst?

Det er jo et tema der optager mig og som jeg tidligerer har diskuteret her på siden. Lad mig lige starte med at hive et slags citat frem fra i går aftes.
Keld Holm fortæller, at han er ved at nå en alder, hvor han ikke behøver at tænke så meget over, hvad han siger. At man med alderen kan tillade sig, at være mere og mere åbenmundet, og sige det man mener, istedet for at pakke det ind.

Jeg tror at jeg vælger at sige “Jeg er blevet 51, bliver snart 52, så jeg har nået en alder hvor jeg ikke behøver at pakke det ind” – Det vil jeg lade være med. I får det råt for usødet.

Hold nu kæft hvor er der meget bras, som den der har lavet det, kalder kunst – hvor er der mange mennesker der kalder sig kunstner, som ikke er andet end selvforherligende oplæste fjolser eller et andet ord for samme “husmor/husfar hobbyister”. Nuvel de har det sikkert herligt med at klatmale eller hvad de laver, og det skal de have lov til. Og hvor er der mange endnu større fjolser, der ikke tør sige deres mening om det bras, som de der “husmor/husfar hobbyister” kalder kunst. Og derfor lader dem blive i indbildning. Mig selv inklusiv. Jeg tør ikke og jeg vil ikke sige det direkte til folk.

Så mit budskab er egentlig bare  at sige, JA der findes noget der er kunst – eller bør defineres som kunst og der findes noget som absolut ikke er det, som er hygge hobby. Jeg kender nogen der laver kunst og jeg kender nogen der ikke gør.
Og jeg synes faktisk at det er okay at sige højt (for mig selv og i andre lukkede kredse) – nej jeg synes ikke han/hun er kunstner, og jeg synes ikke det han/hun laver er kunst. Og jeg gider faktisk ikke udstille sammen med ham/hende.

Nå men Keld Holm om kunst…
Han starter med at svare på spørgsmålet om hvad kunst er, ved at citerer Nattergalen fra H.C. Andersens eventyr af samme navn “…men lad mig komme, naar jeg selv har Lyst, da vil jeg om Aftenen sidde paa Grenen der ved Vinduet og synge for Dig, at Du kan blive glad og tankefuld tillige…”

Og går videre med at tolke  på citatet
Kunstneren er den ubundne, den der giver noget af sig selv og gør det med et poetisk engagement. Når man giver noget af sig selv, bliver det vedkommende.

Og kunsten skal som nattergalen siger “gøre dig glad og tankefuld tillige” altså ikke som i lalleglad men glad som i beriget på livet, glad for den udvidede horisont som kunsten tilbyder dig. Kunsten skal få dig til at reflektere, og det kan være om stort og småt.

Keld Holm nævner kunstneren der sked i en dåse, og siger ” han ville jo påpege vores tendens til at gemme al “skidtet” væk, alt det grimme, så vi ikke kunne se det og ikke behøvede at forholde os til det.

Jeg synes jo ikke at kunst  behøver at være smukt og det behøver ikke at være vildt provokerende, men det skal gøre os glade og tankefulde tillige.
Kunstneren behøver ikke være uddannet professionel kunstner, han/hun kan ligeså vel være amatør. Men kunstneren skal give noget af sig selv, så kunsten bliver vedkommende. Kunstneren skal gøre sig umage. Kunstneren skal have et poetisk engagement.

Jeg kan jo ikke sige at folk ikke gør sig umage, måske er det, det bedste de formår og jeg kan jo ikke sige at dem jeg kalder husmor/husfar hobbyister ikke giver noget af sig selv.
Men umiddelbart så møder jeg altså  en del “værker” som bærer præg af “husmor/husfar hobbyistens” mangel på selvkritik og som bærer præg af sjusk og manglende “gøren sig umage”.

Men jeg kan da sige at jeg ikke længere gider at lade som om, at alt er kunst bare fordi den der nu har lavet det siger, at det er kunst og omtaler sig selv som kunstner.

Nå men, udover Keld Holm så fik vi også lige et enkelt nummer af ham her

wahid sui

Wahid Sui, han sang skønt og dedikeret og var tilsetede. Han gav noget af sig selv og gjorde glad og tankefuld.
Ja, aftnen som helhed gjorde glad og tankefuld, så det var vel egentlig god kunst ….

Hallo det blev langt det her – håber du holdt ud.

 

Hamburger Bahnhof – Et besøg værd

Hamburger Bahnhof – Museum für Gegenwart er helt sikkert et besøg værd. Her kan man både blive berørt, forarget, bedrøvet, begejstret, forundret og overvældet. Det er et fantastisk museum der rummer flere store samlinger og en masse særudstillinger. Museet er enormt og før vi vidste af det havde vi brugt 4 timer på at slendre rundt.

Det giver ikke så meget mening at begynde at beskrive kunsten. Den skal opleves, men her har jeg udvalgt et par indtryk. Jeg kunne have valgt 10 eller 20 andre i min billedsamling fra museet. Men nu blev de disse 5. Måske der følger flere.

Ud og se på kunst

Hermed del 2 af mit weekend besøg hos Lotte, og vores tur ud i de åbne atelierdøre i Halsnæs kommune.Vi fik set rigtig meget og mødte de dejligste mennesker.

I Frederiksvæk besøgte vi væveren, der var igang med tæpper hvori han indvævede små fisk som han havde klippet ud af gamle CDér. En manifestation af den byrde vi udsætter kloden for. Et opråb om de plastik øer der samler sig i verdenshavene og som degenerere livet i havene og som i sidste ende ender med at forurene os. Prøv at læse dette undervisningsmateriale som jeg fandt på nettet Men der findes mange flere artikler på nettet om problemet. Det er skræmmende

Der er faktisk smukt i Frederiksværk, der er så meget spændende gammelt bevaret.

I en af de gamle områder var vi på besøg hos 4 fotografer, der lavede virkelig spændende billeder. Men man fotograferer jo ikke på en fotoudstilling vel? så istedet må i nøjes med denne smukke blomst der flød på den grønne å der løber gennem Frederiksværk.

Turen gik til Melby, hvor vi besøgte to søde og spændende mennesker der kaldte sig Punxtionister – tilflyttere fra storbyen der begge arbejdede med en streetagtig kunst. Hun med fotos og han med keramik. Råt og lækkert.

Billedet er stjålet fra Lars og Dorthes hjemmeside

Turen gik til Økosamfundet hvor vi mødte Birgitta og her udspandt der sig en vidunderlig historie.

Birgitta var en svensk kunstner der boede og arbejdede i Danmark og som lavede nogle meget berørende værker – primært malerier men også installationer.

Birgitta fortæller levende om nogle af sine billeder som faktisk er en slags livshistorie over barndommen. Meget meget berørende. Og kort før vi skal gå udveksler Lotte og Birgitta kort, og da Birgitta ser Lottes navn udbryder hun. “er du i familie med det der søskendepar der skriver krimier?”
Lotte fortæller at hun er én af de to, hvor efter Birgitta udbryder “Så skal jeg besøge dig på tirsdag”
Det viser sig at Birgitta agerer fotograf for en meget interessant Amerikansk journalist der skal interviewe Lotte og Søren, den kommende tirsdag. Verden er da lille.

Ja vi besøgte flere, blandt andet Robert Mclean, der maler de skønneste billeder fra Sydafrika og vi besøgte Hundested havn, hvor vi blandt andet så sandfigurer – en fascinerende disciplin.

Og så så vi faktisk en fugl  😉

Hvad er kunst?

Det er en diskussion som popper op i forskellige sammenhæng, fra tid til anden. Og jeg oplever egentlig at der er en eller anden form for berøringsangst overfor emnet.
I hvert fald sker det som oftest, at der er en eller anden stiltiende aftale om at vi ender med at sige ”kunst er et subjektivt begreb, og ingen kan sætte sig til dommer over hvad der er kunst og hvad der ikke er kunst”.

Det er som om sandheden er vedtaget til at være: ”Alt hvad jeg laver, med min fysiske eller min virtuelle pensel er kunst og jeg er kunstner, hvis jeg selv mener det. måske endda noget så fint som Autodidakt kunstner”

Men er det nu rigtigt? Er alt der er klattet ud på et lærred, lavet og printet ud fra computeren, banket sammen af gammelt træ/papkasser /stof,  kunst? Bare fordi den der laver det siger at det er kunst og kalder sig selv for kunstner?

Spørgsmålet er interessant, synes jeg, og ind i mellem synes jeg at det er mere interessant end andre gange.

De gange jeg synes spørgsmålet er mest interessant er når jeg når kvalmepunktet over at blive konfronteret med farveklatter der bliver lanceret som kunst, alt imens ”kunstneren himler op om at ingen viser interesserer for det vedkommende laver, og at vedkommende finder det uretfærdigt at der ikke er salg i ”kunsten” (og der er altså ikke tale om én konkret person her – der er mere tale om et fænomen)

Ind i mellem, konfronteret af ovenstående, tænker jeg ”det er fandme ikke kunst det der – det er dekoration – det er flotte farver”.

Hvorefter jeg hurtigt slår mig selv i hovedet med ”Det kan du jo altså ikke afgøre, det er jo bare din mening, så ti stille og accepter at smag og behag er forskelligt”.

Men det kan jo ikke være rigtigt at bare fordi jeg siger at dette (nedenstående) er kunst så er det kunst. Eller sagt på en anden måde – bare fordi jeg synes jeg er godt til at ordne have (det er jeg så ikke) så har jeg ret til at kalde mig en gartner.

Der må være noget universelt der definerer begrebet kunst.

Jeg gik på opdagelse – og flere kloge og dygtige kunstnere har skrevet kloge ting om begrebet kunst. Blandt andet Daniel Goldenberg der har skrevet artiklen Hvad er kunst og Karin Lykke Waldhausen (søg på ”kunstens historie” på siden Myartspace.dk)

Og så fandt jeg noget på Wikipedia, som faktisk taler meget godt til mig. Og som både giver mig ret i mine påstande om at ikke alt er kunst, men samtidig også piller mig lidt ned – faktisk kan ovenstående billede være kunst, hvis bare det opfylder tre kriterier.

Artefakt: Der skal være tale om et artefakt. (et menneskeskabt objekt)

Intentionalitet: Artefaktets intentionalitet skal rumme intentionen om at være kunst.

Primær egenskaber: Artefaktets primære egenskab skal være den kunstneriske.

Analyserer man værker ud fra ovenstående, så er der altså en del der ryger ud. Men der er også en del af det, som jeg ikke synes der er kunst, som må blive i kategorien kunst.

Men værker der primært er frembragt for at sælge, eller for at opnå en eller anden form for anerkendelse, det er ikke kunst. Det er forretning eller terapi.

Som kunstner skal man ikke hyle over at vennerne ikke klapper i hænderne, og man skal ikke hyle over at man ikke sælger. Man skal kunne leve i det fordi det man laver er kunst hvis formål alene er at være kunst.

Værket ovenfor står ikke distancen – det er frembragt for at illustrerer en pointe, kunsten er ikke intenderet og det primære formål er ikke at være kunst

Tak for ordet – nu kan jeg trække vejret igen

 

Er dette kunst?

Jeg har lyst til at bringe en gammel traver på banen – hvad er kunst og hvad er ikke kunst. Er noget kunst fordi jeg siger det er kunst? Er jeg kunstner fordi jeg siger jeg laver kunst?

Jeg har lige lavet dette “Kunstværk” – er det kunst?

Svaret er NEJ det er ikke kunst… Og hvorfor er det så ikke det?
Følg med i aften – der tager jeg diskussionen op igen.
Indtil da, så byd ind med dine holdninger til kunstbegrebet – hvad er kunst og hvad er ikke kunst?