Good experiences

Om at få fyldt penalhuset

Noget af det bedste, dengang jeg var barn, var når vi henimod slutningen af sommerferien skulle på indkøb for at fylde penalhuset. Jeg elskede, som i virkelig elskede forretninger med alle mulige slags papir og blyanter, farver viskelædere, linealer, blyantspidsere, hæfter i alle størrelser og farver. Mærkater og bogpapir… et rent slaraffenland…

Som voksen har jeg bevaret denne kærlighed for lækre papirvare, farver, blyanter, tuscher, notesbøger o.l (lidt sjovt for jeg elsker faktisk det digitale rum lige så højt)

En tur til London (før corona) må nødvendigvis rumme besøg i de lækreste papirforretninger fx Paperchase, der ligger i Covent Garden.

Min kærlighed fik nyt liv da jeg for ikke så længe siden (her under corona) var på et kursus i grafisk facilitering… hos Frank Høedt og Jimi Holstebro (Høedt & Holstebro)

Efterfølgende købte jeg papir og tuscher, blyanter, lækker papirkalender til den store guldmedalje… Og har leget og arbejdet

Det kan bruges, pædagogisk som underviser og privat som grafiker og “kunstner” og jeg kan kombinere analogt og digitale – jeg kan arbejde på papir og integrerer det med at arbejde på min iPad/comp… Whats not to like…

Og nu har jeg så gjort det igen… altså shoppet lidt mere… Jeg shopper lige nu enten på Future Factor eller på Neuland.

Faktisk er det Jimi Holstebro der her designet den lækre BulletJournal (notesbogen) og jeg er vild med den.

(mere…)

Strandsten

Der er forskellige steder rundt omkring i landet hvor jeg mærker den der “uhhh nu kom jeg hjem” agtige følelse.

Et af stederne er ved Limfjorden, altså uanset at jeg er landet et sted ved Limfjorden hvor jeg aldrig har været. Der er bare noget over luften, duftene, stenene, lyden af vand, klinterne, engarealerne der sender mig lige tilbage til nogle af de bedste barndomsminder. Og så bliver jeg sådan lidt  naturgrådig. Jeg kan slet ikke få nok når jeg står derude.

Ved Ulbjerg klint, kunne jeg nærmest høre min mor sige “Det er porfyr” – i mine barneøre lød det som om hun bare vidste alt om sten. Sandheden er nok at hun kendte navnet og vidste hvordan stenen så ud.

Men smukke var de. Porfyrstenene og alle de andre strandsten.

Nu går jeg altså på museum

Vil du med?

Når jeg nu ikke, sådan rigtigt, kan komme ind på verdens bedste museum Aros, så må jeg jo dykke ned i gemmerne og holde fast i hvorfor jeg elsker det museum så meget.

I øvrigt tror jeg mit årskort udløber lige om lidt, gud ved om jeg kan forny det på nettet, nu og her? Så støtter jeg da kulturen en smule. 

Ét billede har fulgt mig, og har fulgt med fra  Kunstmuseet der lå i Vennelystpaken og til det nye kunstmuseum AROS.

Da jeg første gang så det var jeg måske 10 år, og med min morfar på kunstmuseet i Vennelystparken. Jeg tror faktisk aldrig jeg havde været på museum før – i hvert fald ikke et kunstmuseum. Billedet “Forladt. Dog ej af venner i nøden” gjorde et uudsletteligt indtryk på mig. Jeg kan stadig mærke oplevelsen, hvordan billedet helt fysisk  plantede sig i kroppen af mig,

Da jeg mange år senere står foran billedet på Aros, der giver jeg mig til at tude. Gensynet med en gammel ven, savnet af min morfar, en masse gode minder sniger sig ind på mig.

Men det er jo ikke den eneste grund til at jeg elsker AROS.

Noget af det som jeg synes adskiller Aros fra andre fantastiske kunstmuseer, er deres fantastiske museumsteknikkere. Ved hver eneste udstilling jeg besøger imponeres jeg over hvor smukt, harmonisk, dynamisk og understøttende udstillingerne er bygget op. Og så er arkitekturen på museet enestående smuk.

Der har været en del udstillinger som jeg har elsket. Men mest elsker jeg nok Olafur Eliassons værker – Your Rainbow Panorama, og “Your atmospheric colour atlas” og værket “beauty”

Lidt ligesom “Forladt. Dog ej af Venner i nøden” så er det kunst der taler lige ind i mit hjerte.

Aj, jeg svømmer sgu helt over når jeg skal fortælle om de udstillinger der har gjort størst indtryk – der er mange. Men fremhæver lige to mere…

Munch udstillingen 2013 – det er noget af det bedste jeg nogensinde har set – jeg så udstillingen 4 gange. Det var suverænt og bevægende. brug søgefeltet her på bloggen og se mine tidligere skriv om udstillingen.

 

En anden kunstner som AROS satte fokus på var Grayson Perry. Ham blev jeg slet ikke færdig med. Hans evne til, at trænge helt ind i samfundets dilemmaer, gennem kunsten og hans måde at leve på, er fantastisk.

Nå ja så er der Boy – ikonet Boy. Og hvis jeg skal komme med et eneste kritikpunkt så er det at de har flyttet ham. At de har klemt ham inde i et alt for småt rum. 

Men her på siden kan han få lov at få sin gamle placering tilbage.

Og nu venter jeg bare på at museet åbner igen, på den anden side af det her corona værk.

Iøvrigt så lavede jeg engang for mange år siden et billede af AROS

Farverige verden

At vågne op en smule mismodig, lidt tung om hjertet og med nogen uro i kroppen…

For så at finde ind til roen, glæden, overskuddet, når man tjekker ind i den bedste fotovenindes have og sammen med hende, uden en masse ord, går på opdagelse i naturens detaljer.

Derude lægges alt det tunge om i hovedets bagerste “arbejdsværelse”.

At finde sit sted der i haven, hvor en lille vissen knop skal udforskes, med kameraet. I det skiftende lys. Forskellige vinkler. Og opdage, at lige her er der godt at være og her fyldes jeg op af alt det jeg manglede da jeg vågnede.

Åhhh sommer, sol og måner

Helt gratis og helt vidunderlige oplevelser på nattehimlen.
Gårsdagens blodmåne vækkede en passion i mig, som har ligget lidt i dvale…

Nattehimlen, men nattehimlen helt derude hvor der ikke er byens lysforurening.

Men igår var det blodmånen. Tålmodigheden blev sat på prøve ude ved den uendelige bro hvor mange havde samlet sig for at se månen der ikke rigtig kunne ryste dynen af sig

Men ude på landet lige før den holdt op med at være en blodmåne og bare blev til en fuldmåne

And maybe the moon is shining for the Spiders From Mars