Naturart

Se hvilken morgenstund…

“Se hvilken morgenstund…” Sådan indledes Benny Andersens “Svantes lykkelige dag”.

Hele stemningen i den vidunderlige sang indkapsler så smukt, min morgen ved en sø, ude i en skov.

Helt tidligt, lige før og mens solen står op over trætoppene. Et magisk eventyr, så smukt som det kan blive.

Disen der sammen med skøjteløberne danser hen over søen. Helt intimt smyger den sig om sivene og lader os åndeløse tilbage.

“Nina er gået i bad…” næææ men man kunne have ønsket sig en elverpige eller mand, rejse sig fra søen. Måske var de der, bag sivene ude i vandet?

Van(d)vittigt vildt

De der vandfald på Island er noget af det vildeste jeg har set – og jeg så kun tre af dem. Så vildt at man (jeg) næste kunne blive bange for den kraft der er i dem – som om de nærmest var dragende. Som om den vildeste buldren havde en kraft i sig, der på hypnotisk vis kunne trække én ind i vandmasserne.

Kraften er dog, på samme tid,  nærmest poetisk. Jeg fik følelsen af at stå midt i det hele – altså midt i det der betyder noget her i livet. Midt i naturens urkraft.

Det er smukt, det er stort og jeg elsker de billeder der kom ud af mine møder med vandfaldene. Godafoss, Dettifoss, og Selfoss.

Jeg synes det lykkedes mig at fange både kraften og poesien… Nyd billederne.

Når naturen danser

“Jeg kommer til at tænke på en balletdanser” blev der sagt da jeg viste et af disse billeder frem…

Og ja, det gør jeg også – Nogle af de billeder jeg forleden, havde med hjem fra grøftekanten, minder mig om smuk og poetisk dans.

Hvad tænker du?